De ti anbefalinger fra regeringens vækstteam for grøn energi- og miljøteknologi kan være med til at give et tiltrængt løft af eksporten. DI opfordrer regeringen til hurtigst muligt at følge op på anbefalingerne og præsentere en egentlig vækstplan.
Vækstteamet for grøn energi- og miljøteknologi har haft til opgave at komme med anbefalinger til regeringen om, hvordan virksomhederne, som producerer grøn energi- og miljøteknologi, kan vokse i en tid med hård international konkurrence og stigende digitalisering.
Anbefalingerne blev i dag præsenteret for regeringen. Og vækstteamet fokuserer på, hvordan man kan bruge de data, som forsyningsselskaberne har om danskernes forbrug af el, vand og varme, til at skabe nye grønne produkter, services og løsninger.
– Danmark er i dag helt i front inden for digitalisering. Men vi har kun udtømt en brøkdel af mulighederne. Det er helt rigtigt set af vækstteamet, at vi skal i gang med at finde den næste generation af løsninger, siger Tine Roed, direktør i DI.
Digitaliseringen er godt på vej ind i danskernes hjem. Vi får digitale el- og vandmålere og intelligente huse, som selv skruer op og ned for forbruget af varme.
Men hvis vi skal blive endnu bedre til at udnytte mulighederne inden for digitalisering, skal virksomheder og forsyningsselskaber have mulighed for at afprøve nye grønne og energieffektive løsninger og nye forretningsmodeller i større skala, anbefaler vækstteamet. Det er Tine Roed helt enig i.
– Der er nogle barrierer – for eksempel omkring datasikkerhed – som forhindrer os i at bruge forbrugernes oplysninger mere aktivt, end vi gør i dag. Derfor har vi brug for større demonstrationsprojekter og frizoner, hvor virksomheder og forsyningsselskaber kan prøve løsningerne af, siger Tine Roed.
Danske virksomheder har i dag en international førerposition inden for grøn energi- og miljøteknologi. Men konkurrencen fra udenlandske virksomheder bliver hele tiden hårdere. Derfor skal der arbejdes målrettet, hvis vi skal nå vækstmålene for eksport af grøn energi- og miljøteknologi.
– Med vækstteamets anbefalinger har vi et godt udgangspunkt. Men det er vigtigt, at regeringen nu samler anbefalingerne op og kommer med en vækstplan med konkrete initiativer. Ellers risikerer vi at tabe en masse muligheder, siger Tine Roed.