– Danske elektronikfolk kan tænke selv! Det er en betydelig styrke for vores industri, for i modsætning til mange af de lande, vi konkurrerer med, så er danske operatører i stand til at sige fra, hvis de ser processer, som ikke fungerer optimalt. Selv blandt vores nærmeste naboer er det tabu at sige overordnede i fabrikkerne imod, men på dansk jord er det helt normalt, at medarbejderne gør indsigelser, hvis der er noget i produktionen, der ikke fungerer optimalt. På den måde bliver fejl i dansk fremstillet elektronik elimineret meget tidligt i forløbet, og det minimerer spildomkostninger, siger Poul Juul.
Det handler på mange måder om at komme inspektionen i forkøbet. Og det er dét, som en stor del af HYTEKs forretning jo handler om. Virksomhedens indsats inden for IPC-standarderne er efterhånden legendarisk på det danske marked, og IPC-A-610 ”billedbogen” er et fortræffeligt værktøj til selvkontrol af arbejdet. Men som HYTEKs chef for uddannelsesprogrammet, Alex Christensen siger, så er det jo for sent, hvis den færdige montage ikke svarer til billedet i IPC-A-610 manualen.
– Vi vil meget gerne arbejde os så langt frem i fødekæden som muligt for at klæde dansk elektronikindustri på til at fremstille fejlfri produkter. Hvor 610-standarden handler om acceptance af et givent stykke arbejde, så er de foregående krav – requirements – efter IPC J-STD-001 en fremragende vejledning til korrekte montageprocesser. Tilsvarende kan man gå frem i toget til IPC-A-600 standarden for acceptance af print, der igen foregås af IPC-6010 requirements til print. Og før den kommer så IPC-2220 serien, der handler om selve designet. Grundlæggende underviser vi på HYTEK i alle dele af IPC-fødekæden, og en del af arbejdet handler om at parre sporbarhed i virksomhederne med ISO9001-kravene, som ned igennem pyramiden fører visionen over procedurerne til det operationelle niveau, forklarer Alex Christensen.
Læs mere om HYTEK’s standardiseringsarbejde samt de kommende standarder i Aktuel Elektronik 8/2016, som udkommer 17. juni.