Tommerup Elektronik adskiller sig på flere måder fra den typiske danske EMS-virksomhed gennem en udtalt produktion af lysskilte i mange forskellige former og farver. Produktionen af lysskilte er fascinerende, ikke kun på grund af mængden af de monterede lysdioder – og Tommerup bruger da millioner af LED’er årligt – men også på grund af såvel den relative kompleksitet af skiltene samt et løbende swing frem og tilbage mellem nye og gamle teknologier – og ikke mindst et mix af de teknologiske generationer.
Meget af hemmeligheden i velfungerende lysskilte ligger i styringen, og i sagens natur har Tommerup Elektronik hen ad vejen opnået gode erfaringer med optimering af styringerne. Faktisk i en sådan grad, at det har ført til et spin-off i produktionen, da virksomheden nu har udviklet en egen styring, der egner sig lige så godt til styring af lysskilte som til mere generelle industrielle formål.
– Det har faktisk været en ret sjov opgave, vi har stillet os selv, og det har ført til et nyt produkt, som vi nu kan sælge bredt til en lang række applikationer til vidt forskellige brancher. I praksis er der tale om et ultralille modul, der meget effektiv kan erstatte den typiske PLC-styring. I forhold til en PLC er vores egen styring betjent via et touch-display, hvad der også letter set-up af en given opgave ganske markant. Og så fylder styringen kun 20mm monteret i et DIN-skinnesystem, siger Ole Rørdam Larsen.
Det smarte ved Tommerup Elektroniks fine, nye styring er, at I/O’erne kan konfigureres helt efter behov. Og med sin ekstremt kompakte formfaktor, er styringen ikke alene et prismæssigt godt alternativ til en PLC. Den fylder jo ikke meget i et industrielt system…
Læs mere om Tommerup, lysdioder og styringer i Aktuel Elektronik 3/2019, som udkommer 25/2.