I forbindelse med åbningen af hi Tech & Industry Scandinavia 2021 blev DIRA Automatiseringsprisen 2021 traditionen tro uddelt. Prisen går i år til Danfoss Drives i Gråsten.
Danfoss Drives har fremstillet frekvensomformere på samme halvautomatiske måde i mere end 15 år og stod for få år siden med opgaven at udvikle næste generation. Her greb virksomheden muligheden for at nytænke både produkt og processer og dermed hele måden, hvorpå de producerer de mange hundrede varianter på. Automation er således tænkt ind i hver lille detalje i produktet og de teknologier, som skal lokalisere, gribe, montere og transportere kits og det færdige produkt. Danfoss Drives har således skabt en gennemgribende digital transformation, hvor fremtidens fabrik er blevet nytænkt baseret på Industri 4.0.
Danfoss Drives har udviklet løsningen i samarbejde med Bila Automation.
-Det har været et ganske unikt samarbejde med en kæmpe stor grad af tillid; vi har fra projektets start har været inviteret helt ind i hjertet af R&D-afdelingen af de nye frekvensomformere, fortæller Flemming Bunde fra Bila Automation. Og det er usædvanligt.
-Der er tale om en ny produktplatform baseret på et one-piece-flow, hvor man reelt fra sin PC kan skabe sin egen frekvensomformer ud fra 300 forskellige komponenter; en proces, der er vanskelig at optimere. Men det er lykkedes at automatisere denne enkeltstyksproduktion i stor skala, siger han videre.
Prisen blev overrakt af borgmester Dorte West i samarbejde med Søren Peter Johansen, medlem af messekomitéen og faglig leder på Teknologisk Institut – Robotteknologi.
”Kompromisløs”, ”fremtidssikret” og ”inspirerende for mange virksomheder”. Det er nogle af de ord, som juryen bruger om dette års vinder af DIRA Automatiseringsprisen.
Løsningen kan ifølge dette års jury inspirere både store, mellemstore og små virksomheder.
-Der er mange ting ved denne automatisering, som vi kan lære noget af. Danfoss Drives har modulariseret både produkt, udstyr og alt deromkring. Det er imponerende. De har tænkt hele vejen rundt, og det sikrer dem i fremtiden, siger Ole Madsen fra Aalborg Universitet.
Danfoss Drives var nomineret sammen med Engskov Maskinfabrik for deres fleksible robotanlæg, der samler fire produktionsprocesser i én arbejdsstation samt Kamstrup, der var nomineret for nytænkning af produktionen af deres nye temperaturfølere.
Af Helle Friemann Nielsen
Foto: Lars Møller/MCH.