Selv om man ikke skal underkende, at pandemier som pesten startede med et tilsyneladende udskyldigt nys efter nærkontakt med vores fire- eller seksbenede slægtninge fra biologien, så er det nok rimeligt at antage, at vi ikke behøver at gå i panik på grund af den seneste Corona-virus. I bund og grund er der tale om en ubehagelig influenza med en dødelighed på rundt regnet tre procent – men sidste år døde 600.000 mennesker globalt som følge af mere almindelige influenza-former – så ja, alle sygdomme er ubehagelige, og der er en vis risiko for, at vira laver ravage blandt sine værter.
Det er fint, at man fra flere myndigheders side prøver at inddæmme Corona-virussen – og Kina tager især udbruddet alvorligt – men med de meget få tilfælde, der er set af Corona-virus i Europa, så er der efter vores bedste vurdering ingen grund til panik. Corona smitter, men er tilsyneladende ikke specielt aggressiv.
Ikke desto mindre har organisationen bag Mobile World Congress i Barcelona valgt at aflyse messe og konference. Ericsson var hurtigt ude med at trække sig “af hensyn til virksomhedens medarbejdere”, og flere har åbenbart fulgt trop, hvad der har fået folkene bag MWC til at trække stikket. Nok unødigt må man forvente, og den lokale hotel- og restaurationsbranche regner i den forbindelse med et tab på rundt regnet 3,7 mia. kroner.
Det har fået redaktionen til at kontakte Messe Nürnberg, hvor Embedded World finder sted i dagene 25. til 27. februar, og hvor man nok også kan forvente gæster fra hele Verden, for at høre, om en aflysning er forestående. Årsagen er, at vi allerede har fået afmeldinger fra STMicroeletronics og søreme’ også Microchip, som vi ellers havde aftalt møde med. Vi har derfor kontaktet Bertold Brackemeier fra Messe Nürnberg, der organiserer Embedded World, og han er helt rolig:
– Vi ser ingen grund til at aflyse Embedded World. Corona-virussen er stort set ikke udbredt i Vesteuropa, og der er meget fokus på at begrænse smitten fra især asiatisk side. Dødeligheden opstår primært i regioner, hvor det medicinske beredskab er udfordret, og hvor det er vanskeligt at behandle den lungebetændelse, som typisk er den værste komplikation ved en Corona-influenza. Tyskland har nok verdens bedste behandlingssystem, og vi har selvfølgelig øget beredskab i forbindelse med en messe som Embedded World. Vi ser derfor ingen grund til panik, endsige bekymring, men vi opfordrer da som altid folk til at være påpasselige med deres personlige hygiejne, og vi gennemfører Embedded World som planlagt, fortæller Bertold Brackemeier Aktuel Elektronik i sit svar.
Så vi glæder os selvfølgelig til at dække Embedded World – og skulle man vælge at blive hjemme, så bringer vi en omfattende rapport om nyhederne i Aktuel Elektronik 5/2020, som er på gaden 14. april.
Gesundheit!
RSH