Bang & Olufsens nyeste højttaler, Beosound Level, der blev lanceret i starten af året, er blevet tildelt en Cradle to Cradle-certificering – og endda som den første højttaler nogensinde.
Ovenikøbet er Bang & Olufsen blandt de første virksomheder, der har modtaget certificeringen under den nye Cradle to Cradle Certified Version 4.0 standard, som er den mest ambitiøse standard for design og fremstilling af produkter, der bidrager til en bæredygtig fremtid.
– Det er en stor anerkendelse og understreger Bang & Olufsens engagement i at designe med fokus på at forlænge produktets levetid og dermed deres påvirkning på miljøet. Certificeringen er et vigtigt skridt i at demonstrere, hvordan hele elektronikindustrien kan arbejde med at forlænge produkters livscyklus og dermed reducere e-affald, fortæller Mads Kogsgaard Hansen, Senior Global Product Manager for Classics & Product Circularity hos Bang & Olufsen.