Blue Ocean Robotics er lige nu i rivende kommerciel vækst på globalt plan med stor og stadigt stigende efterspørgsel på virksomhedens professionelle servicerobotter, herunder Beam Robots, UVD Robots, PTR Robots og HG Robo Feeder.
Den globale vækst betyder, at flere robotter skal produceres, og de mange nye forhandlere og kunder skal supporteres. Det kræver både større og mere avancerede produktionslokaler, demo- og uddannelsesfaciliteter samt test- og kvalitetsarealer. På kundesiden skal der leveres træning og support, og det kræver bedre faciliteter som for eksempel showrooms samt større lokaler til store arrangementer, uddannelsesforløb og lignende. Alt dette bliver en del af Blue Ocean Robotics’ nye domicil på Svendborgvej i Odense.
Det nuværende hovedkontor på Niels Bohrs Allé er på 1.200 kvadratmeter, og det har længe været for trangt til den hurtigt voksende robotvirksomhed for de over 100 medarbejdere. I det nye domicil i Odense, får de ansatte i Blue Ocean Robotics ikke mindre end 5.000 kvadratmeter at boltre sig på – det svarer størrelsesmæssigt til mere end en international fodboldbane.
I de nye lokaler kan medarbejdere og besøgende blandt andet glæde sig over egen restaurant, foredragslokale med plads til 160 siddende gæster samt to store showrooms, hvor de forskellige servicerobotter virkelig kan komme til deres ret, og både faciliteterne vil også indgå direkte i oplæring og uddannelse af de mange nye forhandlere og kunder rundt om i verden. Blue Ocean Robotics har desuden helgarderet sig med en option på at kunne leje yderligere 5.000 kvadratmeter på samme adresse og under samme tag. Virksomheden forventer at holde den officielle indvielse af de nye lokaler i maj-juni 2020.