Opdriften i dansk økonomi smitter kraftigt af på beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere. Ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 55,8 procent af de ikke-vestlige indvandrere i alderen 15-64 år var beskæftiget i et lønmodtagerjob i tredje kvartal af 2021. Det er det højeste niveau målt i 13 år.
– Beskæftigelsen for ikke vestlige indvandrere har slået ny rekord. Og selv blandt de ikke-vestlige indvandrere, som har stået bagerst i ledighedskøen, kan opsvinget for alvor mærkes, siger Erik Bjørsted, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Beskæftigelsesfremgangen for ikke-vestlige indvandrere skyldes især, at mange ikke-vestlige indvandrerkvinder er kommet i arbejde.
Lønmodtagerbeskæftigelsesfrekvensen for ikke-vestlige indvandrerkvinder er 3,5 procentpoint højere end før coronakrisen. For mændene er det 2,0 procentpoint.
– Det er en bemærkelsesværdig udvikling. Ikke-vestlige indvandrere og i særdeleshed ikke-vestlige indvandrerkvinder har historisk set været længere tid om at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter kriser, siger Erik Bjørsted.
– Lige nu står vi med en historisk chance for at få integreret flere ikke-vestlige indvandrere på det danske arbejdsmarked. Arbejdsgiverne hungrer efter arbejdskraft, og det giver en masse jobåbninger til ikke-vestlige indvandrere, fortsætter Erik Bjørsted.
Fra andet kvartal i 2020 til tredje kvartal i 2021 er lønmodtagerbeskæftigelsen for ikke-vestlige indvandrere steget i 18 ud af 19 brancher. Den største fremgang er sket i social- og sundhedsvæsnet, der har oplevet en fremgang på cirka 4.100 personer.
Mange ikke-vestlige indvandrere har dog også fundet arbejde inden for blandt andet handel, industri og rengøring. Antallet af beskæftigede ikke-vestlige indvandrere er samlet steget med 17.000 personer fra andet kvartal 2020 til tredje kvartal 2021.
– Ikke-vestlige indvandreres beskæftigelse er meget konjunkturfølsom, fordi mange af dem ikke har en uddannelse. Derfor er det også afgørende, at vi stræber efter at få opkvalificeret flere ikke-vestlige indvandrere, så de også på sigt kan få en stærkere og tættere tilknytning til arbejdsmarkedet, slutter Erik Bjørsted.