HI3G Networks har overtaget ejerskabet af teleselskabet 3’s master og tilhørende udstyr. HI3G Networks er et nyt søsterselskab til teleselskabet 3, som fremover skal servicere 3 og andre spillere på markedet med tilgængelig infrastruktur. Helt konkret betyder reorganiseringen, at 1275 af 3’s mastepositioner, samt masternes elinstallationer, teknikhuse og kølesystemer bliver rykket over i søsterselskabet, som fremover skal håndtere og drive en selvstændig forretning på dette område.
– Vi udfører denne reorganisering, fordi vi gerne vil fokusere mere på, hvordan vi bedst kan optimere og kapitalisere på vores infrastruktur. Ligesom i mange andre lande er der i Danmark ved at danne sig et selvstændigt marked for etablering og servicering af master, og vi mener, at vi kan blive skarpere på dette område ved at dedikere indsatsen i en selvstændig organisation, siger Morten Christiansen, der er CEO for 3 i Skandinavien.
3’s Site Engineering afdeling har tidligere stået for at etablere og servicere 3’s master. Denne afdeling er rykket med over i HI3G Networks. I spidsen for det nye selskab står Morten Ekebjærg Petersen, der kommer fra en stilling som Head of Divisional Controlling hos 3 og før det har bestredet flere andre poster i 3’s finansafdeling.
En plan for spaltning af HI3G Danmark med henblik på at udskille selskabets master i søsterselskabet HI3G Networks blev offentliggjort hos Erhvervsstyrelsen den 28. maj 2020. HI3G Networks overtager HI3G Danmarks passive infrastruktur i form af master, bærerør, batteri backup, elinstallationer, teknikhuse og kølesystemer ved masterne.
Gruppen af medarbejdere, som har håndteret HI3G’s passive infrastruktur, flytter med over i det nye selskab
HI3G Networks bliver et søsterselskab til HI3G Danmark med tilsvarende ejerforhold.
Direktøren for HI3G Networks, Morten Ekebjærg Petersen, er 44 år og har arbejdet hos 3 i 15 år. Han startede som regnskabsassistent i 2005 og har siden da været med til at udvikle 3´s finansafdeling i roller som Team leder og Manager – først i regnskabsafdelingen og sidenhen i Business Controlling. De seneste to år har han været Head of Divisional Controlling med ansvaret for at bidrage til de kommercielle enheders optimering af resultater.
Besøg HI3G Networks på http://www.hi3gnetworks.dk