Efter 12 år på posten stopper australske Francis Gurry til september som generaldirektør for FN-organisationen World Intellectual Property Organization (WIPO). Francis Gurry overlader stafetten til Daren Tang fra Singapore, der som ny generaldirektør nu skal sætte en klar vision for det internationale arbejde med immaterielle rettigheder som patenter og varemærker.
– Der er tale om en betydningsfuld post i FN-systemet. Generaldirektøren er med til at sætte rammerne for verdenshandlen, og hans beslutninger kan have stor betydning for den moderne økonomi. Patenter, varemærker og designrettigheder udgør grundforudsætningen for vækst, eksport og skalering, da rettighederne giver virksomheder eneret til deres produkt. Til gengæld skal virksomhederne offentliggøre de tekniske detaljer ved deres opfindelse til inspiration for andre, og på den måde er opfindelserne med til at drive udviklingen fremad samt skabe værdi for både virksomheden og for samfundet, siger Sune Stampe Sørensen, direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen.
Han bemærker samtidig, at det er en meget speciel periode nu, hvor den nye generaldirektør sætter sig i stolen:
– Lige nu befinder vi os i en helt ny situation med den globale corona-pandemi. Det bliver derfor meget interessant at følge, hvilken strategi og vision Daren Tang bringer med ind i organisationens internationale arbejde med immaterielle rettigheder.
Daren Tang er udvalgt blandt i alt ni kandidater til posten. Patent- og Varemærkestyrelsen har på vegne af Danmark deltaget i valgprocessen, der i løbet af foråret er afviklet i WIPO’s såkaldte Koordinationskomité. Valget af Daren Tang som kandidat blev endeligt konfirmeret gennem en hidtil uset skriftelig procedure, da WIPO på grund af den globale corona-pandemi var nødsaget til at annullere fysiske møder. Normalt ville kandidaturet blive konfirmeret på en ekstraordinær generalforsamling.
Daren Tang indtræder den 1. oktober 2020 i stillingen som generaldirektør for en seksårig periode.

