
Det er i sagens natur svært at gøre en fuld status på en messe efter åbningsdagen. Men robotmessen R-22 kom rigtig godt fra start. Messens førstedag bød på flot fremmøde (1.424 besøgende), glæde hos udstillere og besøgende, konferenceindlæg, fire verdenspremierer på ny produkter samt naturligvis robotter, robotter og robotter.
-Vi vil have mere. Vi vil gerne se endnu flere gode idéer blive til succesfulde virksomheder. Vi ønsker, at Odense skal blive verdens førende robotby, sagde Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, da han i tirsdag morgen åbnede R-22, Nordens største robotmesse, sammen med robotiværksætter Esben Østergaard.
Messen afholdes i Odense Congress Center og er samlingspunkt for hele robotbranchen med mere end 100 udstillere, og der er stadig mulighed for at besøge messen, som først lukker i eftermiddag, fredag 25. marts.
Hos Odense Congress Center, som er arrangøren bag R-22, har man tydeligt kunne mærke, at messens første dag har budt på mange besøgende.
-Det har været en fornøjelse at gå rundt i hallerne og mærke den gode stemning. Allerede i løbet af den første time var der rigtig mange besøgende. Udstillerne har haft mange besøg på standene, og der har været et flot fremmøde til konferencerne. Derfor ser vi naturligvis også frem til at kunne byde velkommen til flere besøgende i dag fredag, sagde Katarina Fruerlund Deylami, Business Unit Manager hos Odense Congress Center.
Fire verdenspremierer
Foruden en ”keynote speach” fra Esben Østergaard om robotternes næste teknologiske grænser bød førstedagen af R-22 på blandt andet fire verdenspremierer i form af nye produkter fra henholdsvis OnRobot, Effimat, Roeq and Intelligent Systems.
Konferenceprogrammet bød ligeledes på emner såsom ”Cobots for Process Applications”, ”Succesfuld produktudvikling via innovationssamarbejde”, ”Robotter til kommuner” og ”Robots as a tool”.

