Som ny direktør i Welfare Tech indtræder et særdeles kendt ansigt. Troels Bierman Mortensen har været med i Welfare Techs bestyrelse, siden Welfare Tech blev stiftet i 2010. Troels Bierman Mortensen har endda tidligere fungeret som konstitueret direktør i Welfare Tech i forbindelse med et direktørskifte for cirka fem år siden.
– Der er ingen brancher, der kan udvikle teknologien til fremtidens sundhedsvæsen alene. Vi er nødt til at drage nytte af de forskellige kompetencer, der er på tværs. Welfare Tech er en vigtig spiller på området for udvikling af velfærdsteknologi, fordi vi har erfaring og midler til at gennemføre unikke innovationsprojekter med eksempelvis virksomheder, hospitaler og kommuner, forklarer Troels Bierman Mortensen.
Den nye direktør er 50 år og besidder en række bestyrelsesposter, primært på sundhedsområdet. Han stiftede sidste år sin egen virksomhed, DataFair, som arbejder med data inden for velfærden.