Nye master, hurtigere internet og højere kapacitet. I løbet af 2016 har Telia nu opgraderet sit mobilnet mere end 1.400 steder rundt omkring i Danmark. Forbruget af smartphones – især til mobildata – eksploderer i disse år, og det stiller store krav til et mobilnetværk. Derfor vedligeholder og opgraderer Telia hver dag mobilnettet for at sikre kunderne de bedste oplevelser med deres smartphones.
En smartphone er blevet hver-mands-eje i Danmark. Vi bruger vores smartphone til mere og mere, og vi forventer, at vi kan komme online, hvor og når vi vil. Men det er nok de færreste danskere, der tænker over det arbejde, der ligger bag vores stadigt mere digitale dagligdag.
Normalt stiger dataforbruget med ca. 40 pct. om året. Men det seneste år er væksten i Danmark alligevel eksploderet med en samlet stigning på over 80 pct. i forhold til sidste år.
– Det er historisk store stigninger i dataforbruget, vi oplever i disse år. Det kræver mere end nogensinde før, at vi hele tiden er på forkant med udviklingen. Med så kraftig stigning i dataforbruget, er det vigtigt, at vi som teleselskaber udover at udbygge nettet med nye master, også sørger for, at vi hele tiden får opgraderet eksisterende maste- og antennepositioner, så vi også fremover kan sikre kunderne en mobildækning i verdensklasse fortæller Henrik Kofod, der er teknisk direktør i Telia, og dermed ansvarlig for blandt andet Telias mobildækning.
De mere end 1.400 opgraderinger dækker over forskellige typer af opgraderinger. Det gælder blandt andet nyopførte maste- og antennepositioner – i fagsprog kaldet sites – der sikrer mobildækning i områder, der ikke tidligere har været dækket. Men det gælder også opgraderinger af eksisterende sites. Det kan typisk være opgraderinger i form enten den nyeste 4G-teknologi, en øget teoretisk tophastighed på den pågældende site eller en øget kapacitet, der gør det muligt for endnu flere mennesker at være online med høj stabilitet og hastighed på den samme site på samme tid.
Udover de mange opgraderinger, kan Telia-kunder glæde sig over at have adgang til Danmarks mest finmaskede mobilnet med mere end 4.000 mobilsites fordelt over hele landet, hvilket er 15% flere end det næste netværk på listen med ca. 3.400 sites.