Med TDC’s erklærede ønske om at skifte leverandør til Ericsson i forbindelse med overgangen til en dansk 5G-infrastruktur er det dermed også et farvel til den aftale, som TDC har haft med Huawei fra 4G. TDC følger med den nye aftale trop med især USA, hvor Trump-regeringen har afvist samarbejde med kineserne – og Huawei-koncernen – om opbygningen af det nationale 5G-netværk i Nordamerika.
Beslutningerne følger en række påstande om, at “kineserne lytter med” i teletrafikken, hvilket bestemt kunne være en mulighed, men også en påstand, som Tyskland har afvist. Tyske telecom-selskaber mener, at de er fuldt ud i stand til at monitere trafikken og kinesernes eventuelle aflytning.
Om TDC’s valg af leverandør på 5G-teknologien forklarer teleminister Lars Chr. Lilleholt (V):
– Jeg er glad for, at TDC nu har fundet en leverandør til deres kommende 5G-netværk, så der kan komme gang i udrulningen af 5G i Danmark. Det er en spændende udmelding, som ligger i forlængelse af, at regeringen i februar 2019 præsenterede vores 5G-handlingsplan. Det fremmer udrulningen af 5G og mulighederne for at anvende 5G til nye digitale løsninger.
– Udmeldingen i dag fra TDC og tidligere fra Telenor og Telia, der har meldt ud, at de i 2019 vil bruge Danmark som testland for 5G-løsninger viser, at Danmark er i front, når det drejer sig om 5G, siger Lars Chr. Lilleholt.
Traditionelt har der igennem de forskellige telegenerationer været et ganske tæt samarbejde mellem Ericsson-koncernen og danske elektronikvirksomheder, så der er grund til at forvente, at aftalen også vil have en positiv indflydelse på danske elektronikudvikling og -produktion.