Hvert år hyldes Danmarks vækstelite i erhvervslivet, når årets gazelle-virksomheder kåres, hvor det ofte er de små- og mellemstore virksomheder, der løber med æren. I år er Dansk IngeniørService A/S (DIS) blevet kåret til gazelle-virksomhed for syvende gang.
Det er usædvanligt, at modne virksomheder vinder den anerkendte pris. For efterhånden som en virksomheds omsætning og indtjening øges, bliver det samtidig en større udfordring at kunne fremlægge vækstrater i gazelle-skala. Antallet af danske virksomheder, som modtager en gazelle er knap fem procent. Til gengæld er det under en halv procent af gazellerne, det vil sige 0,5 procent af de fem procent, der har syv kåringer eller mere.
I 2003 blev DIS gazelle-vinder og løb med førstepladsen blandt de hurtigst voksende virksomheder i Østjylland og er efterfølgende blevet kåret som gazelle-virksomhed i 2008, 2009, 2010, 2011, 2016 og nu også i 2017.
Ifølge DIS’ netop fremlagte årsregnskab kan virksomheden endnu engang berette om vækst og præsenterer en samlet bruttofortjeneste på 196 mio. kroner svarende til en fremgang på godt 21 procent.
I regnskabsåret 2016/17 har ingeniør- og udviklingsvirksomheden åbnet endnu en afdeling i USA i Oregon, og virksomheden tæller nu i alt 13 afdelinger på verdensplan, og beskæftiger mere end 500 medarbejdere.