Danmarks Tekniske Museum styrker sin organisation og ansætter to nye medarbejdere: Peter Bjerregaard, programchef og Birgitta Præstholm, leder af læring.
Peter Bjerregaard er startet som programchef på museet. Stillingen er nyoprettet og Peter Bjerregaard får ansvaret for et udviklingsteam, som både skal udvikle spændende udstillinger på det eksisterende museum og udvikle nye formater for udstillinger og aktiviteter til fremtidens tekniske museum. Han kommer fra et job som seniorrådgiver på Kulturhistorisk museum i Oslo, hvor han i otte år var med til at gennemføre en gennemgribende ændring af museets profil. Inden da var han i seks år på Moesgaard Museum ved Århus, hvor han blandt meget andet skrev sin ph.d. om moderne etnografiske museer og fungerede som leder af museets etnografiske skoleprojekt, Unesco-samlingerne.
Samtidigt er Birgitta Præstholm begyndt som leder af Undervisning, hvor hun står i spidsen for museets undervisningshold. Hun kommer fra mediebranchen, hvor hun har arbejdet 16 år i DR, de seneste tre år som leder af DR’s i undervisningsafdeling. Birgitta Præstholm har stået bag nogle af DR’s store succeser inden for undervisningsområdet, blandt andet Historien om Danmark og Projekt ultra:bit, som har engageret 100.000 elever i 4., 5., 6. klasse i kodning og digital dannelse.