Klimaforandringer som for eksempel kraftigere nedbør er en stor udfordring for jernbanenettet. Virksomheden Railmonitor har udviklet et system af trådløse sensorer, der overvåger de særligt følsomme strækninger, og som sladrer når skinner og sveller forskyder sig. Innovationsagenterne har bistået med råd og vejledning i udviklingsprocessen.
Railmonitor-systemet blev færdigudviklet i 2016 og har det seneste år været i drift i tre af Sund & Bælts anlæg.
– Traditionelt bruger man særlige målevogne eller sender landinspektører ud for at overvåge særligt udsatte strækninger, hvor der er risiko for sætningsskader i banedæmninger og dermed nedsat sporkvalitet, forklarer direktør i Railmonitor, Thorvald Horup.
Selve målingerne udføres af en såkaldt tilt sensor, der måler meget små ændringer i et emnes hældning, helt ned til en hundrededel millimeter. Railmonitor overvåger skinnerne på tre parametre:
- skinnernes indbyrdes forhold til hinanden i sving (cant)
- skinnernes vridning udad eller indad på lige strækninger (twist)
- op- og ned-bevægelser i skinnernes længderetning (settlement)
Sensordata fra skinnerne suppleres desuden med sensorer, der advarer om ændringer i grundvandsspejlet. På den måde kan man reagere, så snart der er risiko for ustabile forhold på strækningen.
Nu skal Railmonitor-systemet udvikles yderligere. Innovationsagent Susanne Damgaard har hjulpet Thorvald Horup med at ansøge Innovationsfonden om et såkaldt Innobooster-projekt. Projektet skal forbedre den softwareportal, der opsamler data fra sensorerne. Desuden satser man på at starte et samarbejde med forskere fra Matematisk Institut på Aalborg Universitet om beregningsmodeller, der skal forfine beregningerne af skinnernes bevægelse i længderetning.
Selv om Railmonitor lige nu fokuserer på skinner og sveller, kan Railmonitor-systemet ifølge Thorvald Horup anvendes til meget andet end overvågning af jernbanenettet, eksempelvis monitorering af sætningsskader i bygninger, spunsvægge og i tunneller.