GN Hearing og Natus Medical Incorporated (herefter “Natus”) har i dag indgået en aftale, hvorved ejerskabet af GN Otometrics overgår fra GN Hearing til Natus.
Salget vil yderligere styrke GN Hearings fokus og strategiske retning som et dedikeret høreapparatselskab, med GN Hearing i en unik position til at fortsætte med at levere industriførende vækst og lønsomhed.
Som led i salget af GN Otometrics, har GN Hearing og Natus indgået et strategisk partnerskab om at samarbejde om fremtidig teknologi, produktudvikling og kommercialisering. Derudover vil verdens første komplette digitale ørescanning-løsning, OTOSCAN, blive fuldt kommercialiseret af Natus med fremtidige royalties til GN Hearing.
– Aftalen med Natus understreger GNs dedikerede høreapparatstrategi samt GN Hearings fokus på strategiske partnerskaber, hvilket senest er afspejlet i aftalen med Audigy Group i Nordamerika. Det strategiske partnerskab vil gavne GN Hearing og Natus, navnlig i forbindelse med den innovative OTOSCAN teknologi som vil blive lanceret næste år. Jeg er desuden sikker på, at GN Otometrics og dets medarbejderne vil drage fordel af at være en del af den store Natus gruppe og af Natus’ dokumenterede evne til at integrere nye virksomheder, siger Anders Hedegaard, CEO i GN Hearing.
Natus (USD 376 millioner i omsætning i 2015, noteret på Nasdaq i Nordamerika: BABY) er en førende leverandør af produkter og ydelser til sundhedsplejen, der anvendes til screening, undersøgelser, behandling, overvågning og sporing af almindelige medicinske lidelser inden for neurologisk dysfunktion, epilepsi, søvnforstyrrelser, nyfødte pleje, høretab og balance samt mobilitetslidelser.
Den samlede købspris udgør USD 145 millioner som Natus betaler kontant på gældfri basis. Gennemførslen af transaktionen er betinget af myndighedernes godkendelse og forventes at finde sted i slutningen af 2016.