Den 5. april åbner Danmarks Tekniske Museum særudstillingen Next Level, der sætter fokus på computerspil, som i dag er en stor del af danskernes hverdag. Sidste år brugte danskerne således mere tid på at spille computer, end de brugte på trykte medier.
– Selvom det fortsat er teenagedrengene, der spiller mest, så har computerspillene gået sin sejrsgang blandt den brede befolkning. De er blevet en integreret del af vores hverdag; en central teknologi fuld af oplevelser, sejre og nederlag, siger museumsinspektør på Danmarks Tekniske Museum, Jakob Caspersen.
Nogle kan måske mindes den tunge luft af friture på den lokale grillbar, mens man kæmpede for at nå til tops i Space Invaders eller Pacman på arkademaskinens highscoreliste. Genoplev det i udstillingen Next Level, hvor man kan prøve 25 forskellige spil udstillet på originale konsol- og arkademaskiner.
Spillene er udvalgt af spilguruen Jakob Stegelmann, der har været en nøgleperson i udstillingens tilblivelse. Han har skrevet mange af udstillingens tekster, og vil også give åbningstalen fredag d. 5. april.
Derudover er det lykkedes for museet at låne den eneste originale udgave af det første danske computerspil, NIMBI, fra Bornholms Tekniske Samling.
– NIMBI er udviklet af den danske matematiker og opfinder Piet Hein i starten af 1960’erne. Vi glæder os til at kunne vise det originale spil på museet, men også give vores besøgende mulighed for at spille spillet på en nyere udgave, fortæller museumsinspektør Jakob Caspersen.
Det danske esportshold Astralis har markeret sig som verdens bedste Counter-Strike-hold igennem længere tid. I udstillingen kan man både se et af holdets trofæer, deres spilletrøjer og prøve at sidde i en af deres egne spillerstole.
– Det er selvfølgelig en ære for os at blive sat i så prominent en position i forbindelse med computerspillets historie. Esport har eksisteret i mange år, men har i den grad vokset sig ind i de fleste danskeres hjem de senere år. Det har vi for eksempel oplevet, når vi har spillet til BLAST Pro Series i Royal Arena foran mere end 12.000 danske tilskuere i alle aldre. fortæller spiller for Astralis Nicolai ’dev1ce’ Reedtz.
Museet er glade for at få mulighed for at udstille nogle ikoniske genstande fra Astralis og det er meningen, at nogle af dem skal indlemmes i museets samling, så Astralis’ imponerende bedrifter kan blive gemt for eftertiden.
Next Level åbnes fredag den 5. april kl. 15-17 med åbningstale af Jakob Stegelmann. Udstillingen kan ses frem til den 20. oktober 2019 på Danmarks Tekniske Museum.
Grundudstillingen vises i samarbejde med HEART – Museum of Contemporary Art, som præsenterede udstillingen fra september 2018 til marts 2019.
Danmarks Tekniske Museum:
http://www.tekniskmuseum.dk