Den hastige teknologiske udvikling har øget interessen for det anerkendte efteruddannelsesprogram Executive MBA ved DTU Learn for Life. Gennem 25 år har ledere tilegnet sig viden på uddannelsen i spændingsfeltet mellem teknologi, innovation og ledelse, og EMBA-programmet er mere aktuelt end nogensinde.
I år er det 25 år siden, at DTU Learn for Life’s Executive MBA for ledere blev udbudt for første gang, og interessen har aldrig været større.
MBA-programmet blev etableret som en postgraduate uddannelse med afsæt i teknologi, innovation og lederskab. Programmet har samme fokus i dag, og fremkomsten af ny teknologi – og i særdeleshed kunstig intelligens og tjenester som Chat GPT – har skabt en voksende efterspørgsel fra ledere, der ønsker en dybere forståelse for teknologiens muligheder nu og i fremtiden.
– Vi er stolte over, at vi i 25 år har formået at imødekomme behovene hos ledere, der ønsker at forstå og udnytte teknologi til at skabe vækst og innovation. Det sigte er mere aktuelt end nogensinde som følge af de perspektiver, som særligt den kunstige intelligens afstedkommer. I en tid med en accelererende teknologisk udvikling er behovet for uddannelse i krydsningen mellem teknologi, innovation og lederskab kun blevet endnu mere presserende, siger Liisa Valikangas, professor og Head of Study ved Executive MBA.
Kombinerer teori og praksis
Ifølge Liisa Valikangas henvender EMBA-programmet sig til ambitiøse ingeniører og kandidater med en forretningsmæssig profil, som ønsker at avancere til lederpositioner og forme deres karriere inden for teknologi og innovation. Programmet, som tages over to år sideløbende med deltagernes ordinære job, anvender cases og problemstillinger fra deltagernes professionelle liv.
– Vores undervisning står på et bundsolidt fundament af viden og forskning fra verdens førende universiteter og business schools inden for virksomhedsledelse, innovation og teknologi. Samtidig er programmet designet, så deltagerne fra første dag kan anvende de værktøjer og kompetencer, de tilegner sig, i deres professionelle virke ved siden af undervisningen, siger Liisa Valikangas.
Den 23. juni 2023 dimitterer 21 deltagere fra det nuværende hold på Executive MBA. En af dem er 50-årige Anders Dalgaard, der er Analytics Practice Partner ved den globale softwarevirksomhed Teradata.
– Programmet har styrket mine kompetencer i krydsfeltet mellem strategi og teknologi, så jeg i dag kan anvende teknologien bedre til at opnå mål for virksomheden. Med frameworks fra undervisningen er jeg nu i stand til at forstå, hvordan en strategisk forandring i virksomheden påvirker andre områder af forretningen, og dermed har jeg fået endnu bedre forudsætninger for udvikle Teradata og navigere i komplekse sammenhænge internt og eksternt, siger Anders Dalgaard.
Nyeste viden fra The Valley
For at kunne tilbyde et MBA-program på den absolut øverste hylde, og være på forkant med de seneste tendenser i tech-verdenen, har DTU indgået et partnerskab med UC Berkeley om kurset ”Innovation Leadership”, som en del af første semester.
På kurset indgår en intensiv tur til Silicon Valley, hvor deltagerne får mulighed for at dykke ned i nogle komplekse problemstillinger for nogle af tech-branchens mest markante virksomheder.
– Vi henter viden og inspiration fra de bedste fakulteter, undervisere og eksperter fra ind- og udland. Den internationale profil giver et bredere perspektiv på deltagernes handlemuligheder i deres virksomheder og løfter deres ledelseskompetencer, så de kan træffe effektfulde beslutninger i en kompleks, teknologidrevet virkelighed, siger Liisa Valikangas.
DTU Executive MBA er akkrediteret af Uddannelses- og Forskningsmisteriet og AMBA (Association of MBAs).
Executive MBA
DTU Executive MBA, også kaldet Master in Management of Technology (MMT), er en 2-årig lederuddannelse, som tages på deltid og kan kombineres med et fuldtidsjob.
Den samlede EMBA kræver en arbejdsindsats på cirka 1.800 timer, hvilket svarer til 60 ECTS-point. Programmet løber over fire semestre og begynder i slutningen af august hvert år. Uddannelsen udbydes ved DTU Learn for Life, der er DTU’s center for efteruddannelse med forskning som fundament og livslang læring som byggesten.


