Ifølge PwC’s seneste Cybercrime Survey svarer knap to ud af tre virksomheder, at de har været udsat for hændelser eller angreb relateret til cybercrime de seneste 12 måneder. Af de ramte virksomheder angiver 37 %, at de ikke blot har mistet penge som følge af cyberhændelserne, men at de også har oplevet, at deres brand tog skade, at de mistede kunder, eller at kritiske systemer var utilgængelige i en længere periode.
– Vi hilser regeringens udspil velkomment og ser positivt på, at der nu oprettes et erhvervspartnerskab mellem erhvervslivet og myndigheder, som skal være med til at løfte it-sikkerheden hos især små og mellemstore virksomheder. Det er der behov for, da der er store omkostninger forbundet med at blive ramt, og det gælder også for SMV’erne, siger Mads Nørgaard Madsen, der er leder af Security & Technology og partner i PwC.
Han henviser til PwC’s seneste Cybercrime Survey, der viser, at 1 ud af 10 respondenter har haft omkostninger som følge af cyberangreb, der overstiger 1 mio. kr. – alene inden for det seneste år. Det kan være en af grundene til, at cybertruslen bekymrer erhvervslivet som aldrig før. 74 % af respondenterne svarer således, at de er mere bekymrede for cybertruslen nu, end de var for 12 måneder siden. Dette er højere end i både 2016 og 2015, hvor henholdsvis 65 % og 68 % svarede det samme.
Det er ikke kun de små og mellemstore virksomheder, der bekymrer sig om it-sikkerhed. PwC’s CEO Survey 2018 viser, at også andelen af topledere blandt de største danske virksomheder, der bekymrer sig om cybertruslen, er steget eksplosivt (fra 51 % i 2017 til 85 % i 2018).
– Det er positivt med det nye partnerskab med fokus på smv’erne. Men når det er sagt, har vi en stor udfordring med it-sikkerhedsniveauet generelt i dansk erhvervsliv, og der er et konstant behov for tiltag, der styrker it-sikkerheden bredt i erhvervslivet og Danmark, da udviklingen går meget hurtigt og kun fantasien sætter grænser for, hvordan hackerne kan finde vej ind i systemerne næste gang, slutter Mads Nørgaard Madsen.