Prevas er sammen med 10 andre danske virksomheder, DI ITEK og to universiteter, AAU og DTU gået sammen om projektet ITOS, der står for Industriel Teknologi Og Software. Formålet er at styrke danske virksomheders evne til at skabe nye teknologiske løsninger med embedded systemer.
– Vi skal styrke os på embedded systemer, fordi det indgår i udviklingen af avanceret elektronik, som du finder i alt lige fra høreapparater til vindmøller. Embedded systemer vedrører stort set alle brancher og produktområder og har stor betydning for produktinnovationen og dermed værditilvæksten, siger Rune Domsten, Vice President Technology, Prevas, der samtidig er formand for DI ITEKs elektronikudvalg og for styregruppen for ITOS.
Rune Domsten peger på, at konkurrencen i dag handler om at tilføre yderligere intelligens og kommunikation, til de produkter vi bruger og omgiver os med. Det gælder både privat og på vores arbejde. Embedded systemer har et meget stort potentiale til innovation, og det skal udnyttes fuldt ud for, at vi i Danmark er med i front, og får skabt den værdi for kunderne, som skal til i den globale konkurrence. Uanset hvilket produkt eller udstyr man tænker på, for eksempel til forbrugere, til industrien eller sundhedsområdet, kommer de til at kommunikere med hinanden, ikke mindst via internettet. At realisere dette betyder meget store krav til komponenterne, nettets sikkerhed, tilgængelighed og at det virker hele tiden.
– Vi ønsker, at danske ingeniører og udviklere bliver i stand til at levere de produkter og den teknologi, der skal til i fremtiden, og derfor har vi sammen med Industriens Fond gennem ITOS sat en række aktiviteter i gang, som skal styrke vores branche, siger Rune Domsten.
ITOS gennemfører en række seminarer og masterclasses for danske virksomheder, som skal løfte kompetencerne på dem som skal drive udviklingen. ITOS vil også danne ramme for fire nye industriprojekter, der udvikles i samarbejde med universiteterne. Samarbejdet vil føre til et samlet framework for embedded systemer – med konkrete værktøjer, anbefalinger og best practices. Projektet er støttet af Industriens Fond med 5,5 millioner kroner og løber over fire år. Det samler virksomheder i Danmark, der arbejder med embedded systemer, så vi får ny viden og styrker vores kompetencer til at udvikle embedded systemer. Projektet er åbent for yderligere deltagere.