Robot- og automationsvirksomhederne i Odense forventer kraftig vækst i de kommende år – 800 nye job forventes opslået i løbet af i år og næste år, og jagten på de gode hoveder og hænder er i fuld gang. Men kendskabet til de mange spændende og erfarne odenseanske virksomheder er beskedent. Derfor lancerer klyngeorganisationen Odense Robotics nu en Odense Robotics Job Bank, hvor kandidater kan få et samlet overblik over de opslåede job, der findes blandt klyngen af virksomheder i Odense.
En af de virksomheder, der søger medarbejdere lige nu er Jorgensen Engineering, en stor spiller på det globale marked, der specialiserer sig i komplette håndteringsløsninger til alle former for emballager i bl.a. fødevare- og pharmaindustrien.
En analyse, lavet i april for Odense Robotics viste, at de fynske virksomheder er vokset med 500 nye medarbejdere det seneste år, og det forventes at 500 nye stillinger vil være ledige det kommende år, heraf ca. 350 højtuddannede. Lige nu står 300 stillinger ledige i robotklyngen.
Der er pt. over 40 jobopslag på Odense Robotics Job Bank, og der vil løbende komme flere.
Se de aktuelle jobopslag for fynske robotvirksomheder her: odenserobotics.com/job-bank