Med sine mere end 100.000 besøgende er Folkemødet i Allinge på Bornholm en politisk folkefest helt uden sidestykke i verden. Kombinationen af græsrodspolitik og muligheden for at møde både regering og opposition i øjenhøjde er så usædvanlig, at man sågar finder TV-hold fra Sydkorea, så verdens øjne hviler på Bornholm og Danmark, hvor man kan diskutere politiske varme emner fuldstændigt fredeligt og med respekt for folks ret til at have en anden mening end ens egen.
Spændvidden inden for de politiske emner er enorm, og derfor sætter blandt andet de tekniske universiteter fokus på en række emner, hvor teknik og forskning blander sig i den politiske dagsorden. Og varme teknologiske emner på dette års folkemøde var blandt andet droner og decentral energiforsyning.
Navnligt det sidstnævnte emne er særdeles relevant set med bornholmske øjne, da Bornholm er etableret som en separat region, hvor mindst 50 procent af energiforsyningen skal komme fra vedvarende energikilder, og Bornholms isolerede struktur i forhold til resten af Danmark gør klippeøen til en perfekt testbench for nye initiativer. Implementeringen af nye energistyringsformer, der tilpasser forbruget til den rådige energi er direkte målbar og giver et billede af, hvordan fremtidens energiinfrastruktur kan baseres på en større grad af vindenergi – uden nødvendigvis en lagring af energien.
DTU havde under Folkemødet en fin stand, hvor de afdramatiserede droneproblematikken, og hvor høj som lav kunne prøve at bygge og flyve med egne droner. Det var sjovt og tiltrak i sagens natur en stime af både børn og voksne.