I den anden tyske havvindauktion har den tyske tilsynsmyndighed, Bundesnetzagentur, i dag tildelt Ørsted retten til at opføre yderligere 551,75 MW havvind i den tyske del af Nordsøen. Ørsted vandt med følgende projekter:
- Borkum Riffgrund West 1 med en kapacitet på 420 MW til EUR 0 pr. MWh.
- Gode Wind 4 med en kapacitet på 131,75 MW til EUR 98,30 pr. MWh.
På den første tyske havvindauktion, som fandt sted i april 2017, vandt Ørsted rettighederne til tre projekter med en samlet kapacitet på 590 MW: OWP West (240 MW til EUR 0 pr. MWh), Borkum Riffgrund West 2 (240 MW til EUR 0 pr. MWh) og Gode Wind 3 (110 MW til EUR 60 pr. MWh).
Dette bringer Ørsteds Cluster 1-projekter op på deres maksimale kapacitet på 900 MW. Ørsteds Gode Wind 3- og 4-projekter får en samlet kapacitet på 241,75 MW til en vægtet gennemsnitspris på EUR 81 pr. MWh.
Samlet set betyder det, at Ørsted vil opføre 1.141,75 MW ny havvindkapacitet i Tyskland inden 2024/2025, forudsat at Ørsted træffer endelig investeringsbeslutning.
De vigtigste værdiskabende faktorer i Ørsteds bud er de samme som ved sidste års tyske auktion (se selskabsmeddelelse nr. 16/2017). De omfatter bl.a. større vindmøller, meget høje vindhastigheder, synergier med tilstødende havmølleparker, mulighed for at forlænge anlæggenes levetid fra 25 til 30 år, samt det faktum, at transmissionsinfrastruktur ikke er inkluderet i buddet. Desuden tegner der sig et europæisk marked for elkøbsaftaler (corporate PPA’s), og vi ser virksomheder, der overvejer havvind som en måde at sikre sig leverance af grøn strøm i industriel skala.
Ørsted kan med sine idriftsatte havmølleparker Gode Wind 1 & 2 og Borkum Riffgrund 1 i øjeblikket levere 894MW havvind til de tyske elforbrugere. Ørsted har yderligere 450MW under opførelse i Tyskland på Borkum Riffgrund 2, som forventes idriftsat i 2019. I alt har Ørsted installeret ca. 4,4 GW havvindkapacitet i Tyskland, Storbritannien og Danmark og har yderligere 4,5 GW under opførelse.