Mikael Bergholz Knudsen begynder 1. marts som institutleder for Institut for Elektro- og Computerteknologi. Han har mange års erfaring med at bygge bro mellem universitetsverdenen og det private erhvervsliv, og hans ambition er også, at det nye institut skal være kendt for det gode samarbejde – internt og eksternt.
Elektronik, IT og softwareteknologi har haft stor indflydelse på den moderne verden, vi lever i. Og for 56-årige Mikael Bergholz Knudsen er der ingen tvivl om, at det også er et område, der kommer til at spille en afgørende rolle for løsningen af nogle af de helt store udfordringer, vi som samfund står overfor.
Siden efteråret har han virket som konstitueret institutleder og var før det i syv år udviklingschef for elektronik og computerteknologi ved Ingeniørhøjskolen på Aarhus Universitet, så han har allerede et stort kendskab til de medarbejdere og det fagområde, han nu skal være permanent leder for.
Med sig i bagagen har han også 20 års erfaring fra store virksomheder inden for mobilbranchen som Siemens Mobile, Maxon Telecom og Intel. Her har han stået i spidsen for flere store forskningsprojekter i samarbejde med især Aalborg Universitet. Bl.a. et stort forskningsprojekt med et budget på 90 mio. kr. om udvikling af ny 4G-teknologi med 60 forskere og PhD-studerende.
Netop samarbejdet mellem erhvervslivet og universiteterne er noget, Mikael Bergholz har beskæftiget sig indgående med. Både i 2012, hvor han tog en Executive MBA netop med fokus på, hvordan man får sådan et sammenspil til at fungere. Og i dag, hvor han blandt andet er projektleder på et grand solutions-projekt i samarbejde med CeramicSpeed og Arla Foods om intelligente sensorer, der kan bruges til overvågning af industrimaskiner.
– Jeg vil gerne have, at instituttet bliver kendt for det gode samarbejde. Både internt og eksternt. Vi vil gerne supportere de private virksomheder i deres innovation og hjælpe dem med at lave unikke produkter. Vi skal også sikre godt internt samarbejde med øvrige institutter – for at sikre tværfaglighed, relevans og kvalitet i det eksterne samarbejde, siger Mikael Bergholz om sine visioner.
Det nye institut er en fusion af de afdelinger på Ingeniørhøjskolen og Institut for Ingeniørvidenskab, der beskæftigede sig med elektro- og computerteknologi. Dermed er det det også en sammenlægning af to medarbejdergrupper, der nok beskæftiger sig med det samme felt, men på hver deres måde.
Det nye Institut for Elektro- og Computerteknologi uddanner både diplomingeniører og civilingeniør og udbyder 11 forskellige uddannelser på professionsbachelor-, bachelor- og kandidatniveau.


