Søren Schønnemann tiltræder den 2. maj som ny administrerende direktør i Coromatic A/S. Samtidig fratræder Michael Petersen, der har valgt at søge efter nye udfordringer.
– Jeg vil gerne sige tusind tak til vores kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere for et fantastisk godt og værdiskabende samarbejde. Det har været en spændende rejse og dermed ikke nogen nem beslutning at forlade Coromatic, men tiden er moden til at søge efter nye udfordringer, siger Michael Petersen.
Søren Schønnemann er 43 år og kommer fra en stilling som CCO i Languagewire A/S. Med 15 års erfaring fra stillinger i ind- og udland indenfor topledelse og salg er han godt klædt på til at lede det danske datterselskab af Coromatic Group. Ledelse af virksomheder i forandring har været centralt i flere af hans tidligere stillinger. Som administrerende direktør for Coromatic A/S får han ansvaret for at fortsætte strategien og den positive udvikling af virksomheden.