På laboratorier, hospitaler og laboratorier bruger personalet en stor del af deres arbejdstid på at kontrollere temperaturen i køleskabe, frysere, autoklaver og inkubatorer. Arbejdet skal gøres, ikke mindst fordi der er skrappe myndighedskrav på området, og fordi de skal dokumentere, at kravene overholdes.
Den trådløse temperaturføler fra Eupry automatiserer dette tidkrævende arbejde. I stedet for at personalet aflæser termometre og noterer temperaturen i et skema, sender temperaturføleren automatisk sine data videre til Euprys it-system. Systemet gemmer data til senere brug, og det sender en alarm til personalet, hvis noget er galt.
Den tidsbesparelse Eupry opnår er så markant, at over 20 procent af danske apoteker har investeret i systemet, lige som veterinærlaboratoriet på Danmarks Tekniske Universitet og andre store laboratorier bruger systemet.
InnovationsAgent Kai Ormstrup Jensen har bistået Eupry med input til, hvordan virksomheden håndterer udviklingen af næste generation af systemet, blandt andet udvikling af services der giver brugerne endnu mere udbytte af systemet.
– Vi har besluttet at videreudvikle systemet, så vi kan optimere arbejdsprocesserne omkring temperaturovervågning endnu mere, fortæller Adam Hartmann, direktør i Eupry.
– I begyndelsen fokuserede vi på at sælge vores moduler til trådløs temperatur- og fugtighedsmåling. Siden har vi lavet grundige undersøgelser af, hvordan laboranter og andre fagpersoner bruger deres arbejdstid. Derigennem har vi fundet ud af, at det vigtigste, vi kan tilbyde vores kunder, er at optimere deres rutiner og reducere den tid, de skal bruge på temperaturovervågning. Derfor vil vi fremover fokusere på at tilbyde en service omkring regelefterlevelse, dvs. det der i fagsproget hedder Compliance. Vi vil gøre det nemmere for vores kunder at dokumentere, at de overholder lovgivningen.
Compliance indebærer, at laboratorier og apoteker skal leve op til en række myndighedskrav. Og ikke mindst skal man kunne dokumentere, at man lever op til kravene.
– Den næste generation af vores produkt fokuserer på automatiseret hjælp til Compliance. F.eks. handler det om, at man nemt kan sammensætte en rapport, der over for myndighederne dokumenterer, at alle kravene er overholdt.
En vigtig del af overholdelsen af diverse myndighedskrav er, at de temperaturmålere, man anvender, måler korrekt. Derfor skal de kalibreres én gang årligt. Hidtil har denne proces været tung og tidskrævende. Men med en ny patenteret teknologi er Eupry i stand til digitalisere processen. Det øger sporbarheden af udstyret og letter det man i fagsproget kender som kalibreringen af data loggeren. Teknologien er så vidtrækkende, at man i praksis vil være i stand til at levere valideret temperaturovervågning fra producent til patient, hvilket ikke er muligt i dag.
– Det er endnu et element i vores strategi om at gøre det så enkelt for vores kunder som muligt. Fra at sælge moduler fokuserer vi nu på at sælge en service, der letter vores kunders arbejde med Compliance og sparer den dyreste ressource, de har, nemlig deres tid. Det er en løsning, der differentierer os markant fra konkurrenterne, fortæller Adam Hartmann, direktør i Eupry.
Blandt Euprys kunder findes Region Syddanmarks Hospitaler, Freja Transport & Logistics A/S, DonsLab Vandanalytisk Laboratorium, det Nationale Veterinære Laboratorium DTU VET og ReaMed, dansk leverandør af produkter til diabetikere.
Kontakt:
Adam Hartmann, Eupry, Tlf. 53 51 77 00