Toshiba Electronics Europe (TEE) lancerer en ny familie af multi-bit, TVS-dioder (Transient Voltage Suppressor) med lavkapacitans til beskyttelse af high-speed interfaces fra ESD og lignende surge-spændinger.
Den nye serie omfatter fire produkter, DF5G5M4N, DF5G6M4N, DF6D5M4N og DF6D6M4N. Alle disse dioder kan beskytte forskellige high-speed interfaces inklusive USB Type-C og HDMI.
Elektroniske produkter som smartphones, wearables, tablet PC’er samt industrielt- og kontorudstyr har en stadigt højere ydelse, men bliver omvendt fortsat mindre i fysiske størrelse. Derfor skal kernehalvlederne i disse produkter kontinuert give en højere ydelse, mens de følger trenden i retning af mindre pladsbehov i designet. Det gør kernekomponenterne mere og mere følsomme over for ESD og surge-spændinger, hvorfor en passende beskyttelse er af vital betydning. Især for USB Type-C, HDMI og lignende high-speed interfaces er der behov for komponenter med en lav kapacitans, så de transmitterede signaler ikke bliver forstyrret eller forvrænget.
De nye TVS-dioder giver en forbedret beskyttelse med en lavere dynamisk modstand og en lavere clamp-spænding. De er kapslet i små LGA-huse (DFN5 [1,3mm x 0,8mm] for 4-bit, DFN6 [1,25mm x 1,0mm] for 2-bit) i et flow-through design. Det giver et nemt printdesign, da kapslingerne kan placeres direkte på high-speed bus-linierne. Flow-through designet sammen med den typiske diodekapacitans på 0,2pF minimerer signalforvrængningen på high-speed interfaces.
TVS-dioderne er fremstillet med Toshibas egen ESD Array Process IV (EAP-IV proces), der giver en 20% lavere dynamisk modstand end det hidtidige 4-bit DF5G7M2N produkt, men med en bedre overordnet beskyttelse gennem et øget ESD-immunitetsniveau og en reduceret surge-spændingspåvirkning af komponenter downstream i designet.
Det nye line-up af TVS-dioder inkluderer 4-bit (DF5G5M4N, DF5G6M4N) og 2-bit (DF6D5M4N, DF6D6M4N) produkter til såvel 3,3V- og 5,0V-signallinier, så brugerne kan vælge et produkt, der matcher interface-spændingen i deres system.
Toshiba Electronics Europe
Web: http://www.toshiba.semicon-storage.com.