Smartphonen er er blevet en følgesvend, der frister døgnet rundt. Hver femte ser på telefonen mindst 50 gange om dagen, og hver fjerde ung tjekker notifikationer fra sociale medier om natten. De nordiske forbrugeres mobil-vaner er kortlagt i ny undersøgelse fra Deloitte.
En ny undersøgelse fra Deloitte af de nordiske forbrugeres mobil-vaner viser, at hver femte af os kigger på telefonen mindst 50 gange hver dag. Hele 7% af os tager endda telefonen frem over 100 gange hver dag.
Forbruget kører fra tidlig morgen til sen aften. 35% af forbrugerne kigger på telefonen indenfor de første fem minutter, efter de vågner. Over 60% tjekker telefonen i de sidste 30 minutter, før de sover, hvilket kan skade søvnkvaliteten. Blandt de unge mellem 18 og 24 år bliver natten også inddraget, hvor hele 27% tjekker notifikationer fra sociale medier, og 23% ser SMS’er og instant messages.
En tredjedel af de nordiske forbrugere vurderer, at de bruger telefonen for meget. Det gælder især de unge mellem 18 og 24 år, hvor hele 52% mener, at de bruger telefonen for meget.
Tre ud af fire, der med egne øjne over-forbruger mobiltelefonen, gør en indsats for eller vil gerne begrænse deres forbrug. Men det lykkes kun for 17%, mens 32% har ringe held med det, og 29% slet ikke prøver.
– Vi er nået til et punkt, hvor brugen af smartphonen er blevet en helt integreret del af menneskers liv – ganske enkelt fordi, den tilbyder fantastiske muligheder. Det ser ud til, at det er ved at blive for meget for en del af os, der gerne ville, men ikke er i stand til at sænke forbruget. Det gælder især de unge. Der vil kun komme stadig flere spændende måder at bruge tid med sin telefon, så vi mennesker står overfor en stor udfordring med at lære at finde balancen, siger Frederik Behnk, leder i Deloittes afdeling for teknologi, medier og telekommunikation.
Danskerne skiller sig imidlertid ud ved at være det folkefærd i Norden, hvor færrest er storforbrugere af smartphonen. I Danmark er det hele 48% der angiver, at tjekke mobilen mindre end 10 gange om dagen. I Sverige, Norge og Finland er tallet henholdsvis 35%, 34% og 21%.
Undersøgelsen peger på, at de tre mest almindelige måder at begrænse brugen af mobiltelefonen er at beholde telefonen i en taske eller i lommen, slå lyd-notifikationer fra samt at sætte telefonen på ’forstyr ikke’ eller fly-tilstand.
Deloittes Mobile Consumer Survey er udført med deltagelse af i alt cirka 5000 respondenter mellem 18 og 75 år i Danmark, Norge, Sverige og Finland i 2017.
Læs hele undersøgelsen her