A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har netop offentliggjort, at fonden donerer en milliard kroner til den danske folkeskole. Dansk Erhverv melder sig i koret af hurra-råbere, men opfordrer samtidig til, at man benytter lejligheden til at tænke nutidens ”Minecraft-generation” ind i en gennemgribende digitalisering af den danske folkeskole. ’Vi har her fået muligheden for at tage de digitale briller på og tilpasse undervisningen efter nutidens børn, som er flasket op med Minecraft på Ipad’en,’ lyder det.
Pengene skal ifølge fonden bruges til at opkvalificere og efteruddanne undervisere og skoleledere samt udvikle undervisningsmetoder og hjælpemidler. Og ifølge Dansk Erhverv er det her fuldkomment afgørende, at man får prioriteret rigtigt.
Ifølge Janus Sandsgaard, chefkonsulent i Dansk Erhverv, er investeringer i skolegang er investeringer i fremtiden. Han håber også meget, at man har de digitale briller på, når man skal omsætte pengene til resultater. Både i bredbånd og i maskiner, men også i form af læremidler og den nødvendige digitale efteruddannelse af lærere.
Han påpeger, at nutidens børn er vokset op med internet, tablets og mobiltelefoner. De er vant til alle slags interaktive brugerflader og universer, hvor alt, hvad man kan forestille sig, kan bygges digitalt. Det giver en helt anden kreativ tankegang. De har krav på at kunne udnytte alle de muligheder, som deres verden giver. Her ligger blandt en masse kreative muligheder, skaberkompetencer og samarbejdsevner, som danske virksomheder har brug for i fremtiden.
Regeringen har for nyligt fremlagt deres strategi for digital velfærd, og blandt andet også for folkeskolen, og her savnede Dansk Erhverv især et fokus på digitalisering af folkeskolen.