Strømforsyning af enheder som IP-telefoner, overvågningskameraer, WiFi-accespoints og computere via eksisterende eller nyetableret datakabling – Power over Ethernet (PoE) – er en af de hurtigst voksende teknologier inden for installationssektoren. Effekten i PoE-installationer stiger, i takt med at enhederne bliver flere og flere og bruger mere og mere strøm.
Udviklingen betyder, at installationsbranchen bør være langt mere opmærksom på, hvor mange datakabler der lægges i føringsvejene, hvordan de lægges og hvordan kabler og føringsveje er dimensioneret. Det mener Jesper Andersson, salgsingeniør hos stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller og som den eneste i Norden akkrediteret specialist i både design af datacenter- og kommunikationsnetværksteknologi (DCDC og RCDD) af den globale vidensinstitution BICSI.
Udfordringen er, at mere strøm og flere kabler sender temperaturen i kabelbakker og -kanaler i vejret. Hvis nogle af kablerne samtidig er underdimensionerede i forhold til et stigende strømforbrug, så er grunden lagt til driftsproblemer.
– Alle, der arbejder med data- og forsyningskabling, ved, at mængden af kabler i føringsvejene kun går en vej, og det er opad. Når effekten samtidig stiger, ryger temperaturen hurtigt i vejret. Vi ser temperaturstigninger fra 4 til 37 grader og i de værste tilfælde meget mere i datakabelnetværk, siger Jesper Andersson.
Kabler til datatransmission er typisk beregnet til en arbejdstemperatur på højst 60 grader. Hvis kablerne er installeret oppe under loftet, hvor rumtemperaturen er høj, er bundtet tæt og dimensioneret for småt i forhold til PoE-forbruget, kan den elektriske modstand stige betydeligt. Det kan betyde, at en datakabling, der var korrekt dimensioneret, da den blev etableret, pludselig bliver årsag til driftsproblemer.
– Det vil være nyt for mange, at man også er nødt til at udføre varmetabsberegninger på datakabler, men det er den vej, det går. Selv få meter for lange kabler være årsag til forstyrrelser i datatransmissionen og dermed fejlfunktion, for eksempel i vigtige produktions- eller overvågningsinstallationer, siger Jesper Andersson.
Et sæt nye EU-installationsstandarder, der træder i kraft 1. juni, anviser, hvordan datakabling udføres forsvarligt i forhold til PoE. De nye standarder betyder blandt andet, at visse datakablinger skal udføres i kabeltypen Cat 6a, der i kraft af den kraftigere AWG 23-kabeldimension med et lederareal på 0,26 mm2 er i stand til at overføre mere strøm, uden at opvarmningen bliver for stor.
– Det kan måske umiddelbart virke overdrevet, men kravet hænger godt sammen med den udvikling, vi ser på PoE-området. Med kraftigere ledere holdes temperaturen i kablerne nede, og man får en bedre margin i forhold til fremtidig stigning i strømforsyning via datakablerne, siger Jesper Andersson.
Kontakt:
Jesper Andersson, Lemvigh-Müller, tlf.: 40 60 40 19