Med 130 udstillere og 5.071 besøgende blev kombinationen af E-18 og R-18 en enorm succes. Dermed er besøgsrekorden fra E-16 nu slået med næsten 1.500 flere besøgende. Robotafsnittet i OCC’s Hal B har naturligvis bidraget positivt til rekorden, men robotterne udgjorde procentuelt kun en lille del af messen.
Det var især E-18, som fik samlet elektronikbranchen under et tag, og helt nye udstillere som IBM Danmark og Microsoft var en velkommen fornyelse på Danmarks største elektronikmesse – især med deres bidrag til cloud- og big data løsninger.
Ifølge Søren Therkelsen, projektleder for E-18 og R-18, lykkedes det for E-18 at samle nogle af de toneangivne virksomheder fra elektronikbranchen. At messen samtidig formåede at tiltrække flere end 5.000 besøgende er selvfølgelig yderst tilfredsstillende. OCC har haft et godt samarbejde med messekomitéen bag E-18, som bl.a. har været meget involveret i konferenceprogrammet, Innovationszonen og området Made in Danmark.
“Produktion i Danmark” området i hal A har også tiltrukket rigtig mange besøgende i løbet af den tre dage lange messe.
Succesen kunne vi også opleve på Aktuel Elektroniks stand, hvor det stadigt mere populære “fyraftens-ølsjov” tiltrak udstillere og besøgende i en sådan grad, at der allerede på messens 2. dag opstod mangel på øl. Alt i alt blev E-18 en succes, som i høj grad tåler gentagelse i 2020.