Elektronisk udstyr i syge- og sundhedsvæsenet skal have høj kvalitet og nøjagtighed samt ikke mindst stor driftssikkerhed. Derfor stiller medicosektoren store krav til sine underleverandører. Via en netop opnået ISO-certificering melder Eurotechnic sig på banen som professionel underleverandør til medicokunderne.
Et samarbejde med Erhvervshus Nordjylland og Toma Consult har banet vejen for en certificering efter ISO9001:2015 og den specifikke medicostandard ISO13485:2016. Det er standarder, der nu giver Eurotechnic mulighed for at servicere medicobranchens leverandører af elektronisk udstyr og samtidig dokumentere, at virksomheden kan leve op til de store og specifikke krav, som branchen af gode grunde stiller til sine underleverandører.
Bureau Veritas har gennem to dage på fabrikken verificeret, at det høje niveau Eurotechnics medarbejdere dagligt leverer, har den nødvendige kvalitet, der har gjort en certificering mulig. Det er derfor med stor glæde og stolthed, at virksomheden nu har modtaget beviset for vores kvalitetsarbejde.
Om EuroTechnic A/S: EuroTechnic A/S har siden 1984 været underleverandør til elektronikindustrien. Produktionen af print med komponenter i størrelserne 01005, 0201, fine-pitch QFP (0,4mm pitch) og µBGA (0,25mm pitch) foregår i 3000m2 topmoderne og ESD-beskyttet miljø.