Lemvigh-Müller har for et lille års tid siden taget IBM’s kunstige intelligens ’Watson Explorer’ i brug som en digital salgsassistent. Det går så godt, at grossisten for nyligt vandt sølv i kategorien ’AI og Analytics’ til Danish Digital Award.
– Vi satser på kunstig intelligens, som vi ser som en nøgle dels til bedre kundeoplevelser, dels til øget konkurrenceevne. Vi er selvfølgelig enormt glade for og stolte over at have vundet sølv lige præcis i kategorien ’AI og Analytics’, for det fortæller, at vi er helt på rette spor, siger økonomidirektør Tony Christensen, der har haft ansvaret for implementeringen af Watson i Lemvigh-Müller.
Juryen har i sin begrundelse netop fremhævet, at Watson har gjort det muligt at øge kundeoplevelsen. Lemvigh-Müllers kunder er bl.a. håndværkere, typisk installatører, og det kan være lidt af et detektivarbejde at hjælpe dem, når de ringer ind for at få hjælp til at finde sikkerhedssko, slagboremaskiner, befæstelse og vvs- og el-materiel blandt Lemvigh-Müllers 350.000 varenumre. Nogle gange har de kun et billede af det ønskede produkt, andre gange efterspørger de et udgået produkt, eller de er i tvivl om, hvilke komponenter de skal bruge til en bestemt opgave.
Hvor Lemvigh-Müllers sælgere tidligere har skullet klikke sig igennem mange skærmbilleder i flere forskellige systemer, tager søgningen med Watson nu kun et par sekunder i ét system, fordi den søger i alle produktinformationer på en gang og kobler informationer på tværs af systemer.