Stik modsat hvad man tror, har den massive migration fra land til by vist sig at have en positiv virkning på Kinas CO2-lager. Urbanisering kan ligefrem være en del af opskriften på at blive klimaneutral. Det er konklusionen på de analyser, som forskere fra Københavns Universitet har lavet af enorme mængder satellitdata.
Urbanisering er en næsten eksplosiv trend på det meste af kloden. Men intet sted er vandringen fra land til by sket så massivt som i Kina, hvor over 290 millioner mennesker er flyttet til byen de sidste tre årtier. Almindeligvis går man ud fra, at urbanisering fører en større udledning af drivhusgas til atmosfæren med sig. At når skov, der fungerer som kulstoflager, bliver ryddet for at gøre plads til at udvide byen, bliver den lagrede kulstof frigivet, og CO2-udledningen stiger således.
Men ved hjælp af remote sensing-teknologi, som bruger satellitobservationer til at kortlægge naturressourcer, kan forskere fra Københavns Universitet nu afvise den antagelse. Deres studie viser, at de seneste to årtiers urbanisering i Kina tværtimod har givet en større biomasse og et større kulstoflager både i landområderne og i de områder, hvor byudviklingen er sket.
– Selvom byernes vækst var skyld i et kulstoftab i første halvdel af perioden, har grønne tiltag kompenseret for tabet og samlet set skabt balance i kulstofregnskabet. Faktisk har det givet en smule overskud på klimakontoen, forklarer ph.d.-studerende Xiaoxin Zhang fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.
Fra 2002-2010 havde Kinas urbane områder således et kulstoftab fra den ovenjordiske biomasse svarende til 20 mio. ton. Men den samlede balance i perioden 2002-2019 endte på +30 mio. ton kulstof i byområderne. Kinas samlede ovenjordiske kulstoflager voksede i perioden med 290 mio. ton om året.
Kinas strategi om skovrejsning har udmøntet sig i milliarder af nye træer de seneste årtier, hvilket har spillet en nøglerolle i kulstofregnskabet. Men de nye plantager udgør altså ikke hele forklaringen:
– Når folk flytter ind på små byarealer, forlader de store landarealer. Og det letter presset på den naturlige vegetation. Agerjord får lov til at gro til, og det giver ny vegetation til at optage kulstof. Samtidig giver rømningen mere plads til at plante nye træer i landområderne, siger postdoc Xiaowei Tong fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.
Også i byerne er trædækket vokset det seneste årti. Den kinesiske regerings mål om ‘økologisk civilisation’ har nemlig sikret en vis procentdel parker, træer, grønne tage, vertikale haver og lignende i byerne – såkaldt urban greening.
– Meget kan man kritisere Kina for, men når det handler om at planlægge byer med grønne arealer er landet langt fremme. De senere års forøgelse af kulstoflagret i byområderne er meget sandsynligt resultatet af en aktiv urban greening-politik. Den kompenserer for den CO2, der slippes ud, når man rydder træer og planter til fordel for byudvikling. Det tyder ligefrem på, at urbanisering kan være en integreret del af opskriften til at reducere CO2-udledning, hvis man vel at mærke sørger for at gøre byudviklingen tilpas grøn, siger professor Rasmus Fensholt fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.
Analyserne viser også, at byernes vokseværk i meget lille grad gået ud over landets skove. Kun 6% af byudvidelserne er sket på bekostning af skov. I stedet har den ny bebyggelse primært erstattet landbrugsjord (81%) og dernæst græsområder (10%) – typer af vegetation, som har et lavt CO2-lagringspotentiale sammenlignet med træer.
Og selvom byerne har gjort størst indhug i landbrugsjord, er det samlede landbrugsareal i Kina kun skrumpet med 3,8% i perioden. Det skyldes formentlig primært intensivering af landbruget, men sandsynligvis også større import af fødevarer.
– Der er et narrativ om, at den stigende urbanisering simpelthen ødelægger vegetationen i større stil og erstatter den med gold beton og asfalt. Det viser vi her ikke er tilfældet i Kina, siger Martin Brandt, adjunkt ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.
Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og det betyder i dette tilfælde, at hvis Kina skal nå sit mål om klimaneutralitet i 2060, gør træer det ikke alene, pointerer forskerne:
– Der er en grænse for, hvor meget og hvor længe træer kan suge CO2. På et tidspunkt vil en moden skov helt stoppe sit kulstofoptag. Så hvis Kina vil være klimaneutral, skal der gøres mere end at plante træer. Derfor er det centralt, at de skærer drastisk ned på udledningen fra fossile brændsler. Men det, vi her i studiet har observeret, kan kaldes en kickstart af den grønne omstilling, siger Rasmus Fensholt.
– Alt i alt viser vores data fra Kina, at man godt kan udvide byerne og samtidig øge optaget af kulstof, hvis man sørger for de rigtige betingelser. Og det kan måske være en inspiration for udviklingslande, der gerne vil forbedre deres klimaaftryk og miljømæssige forhold, siger Martin Brandt.
Forskerne understreger, at resultaterne fra dette studie udgør væsentlige komponenter, men ikke hele ligningen for Kinas klimaaftryk i de urbane områder, da der bl.a. ikke er taget højde for det aftryk import af fødevarer måtte have.
Forskerne har først og fremmest benyttet sig af teknologien Remote Sensing, hvor de med tidsserier af satellitbilleder af Kinas trædække har kunnet estimere udviklingen af biomassen. Derudover har de anvendt data om demografi og befolkningstæthed. Endelig har de ved hjælp af logdata fra mobiltelefoner og satellitobservationer af nattebelysning kunnet beregne, hvorvidt den andel af den kinesiske befolkning, som er registreret i landområder, reelt lever i byerne.
Demografiske data viser, at Kinas landbefolkning blev øget med 3.59 millioner mennesker årligt mellem 1990 og 1995. I 1995 boede 859 millioner kinesere på landet. I 2020 lød tallet på 510 millioner.
I samme periode voksede bybefolkningen fra 301 millioner (26.41%) i 1990 til 848 millioner (63.89%) i 2020. I 2011 oversteg bybefolkningen for første gang landbefolkningen.
Den videnskabelige artikel om studiet er publiceret i tidsskriftet Nature Sustainability. Forfatterne til studiet er: Xiaoxin Zhang, Martin Brandt, Xiaowei Tong samt Wenmin Zhang og Rasmus Fensholt fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning; Philippe Ciais fra Laboratoire des Sciences du Climat et de l’Environnement, Frankrig; Yuemin Yue og Kelin Wang fra Chinese Academy of Sciences, Kina samt Xiangming Xiao fra University of Oklahoma, USA.
Kontakt:
Martin Stefan Brandt, Adjunkt, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, mail mabr@ign.ku.dk
