Kamstrup, der er en af verdens førende leverandører af intelligente måleløsninger, kan for syvende år i træk notere en rekordhøj omsætning. Det kan læses af virksomhedens årsrapport, som offentliggøres i dag.
Omsætningen for 2016 på 1.740 millioner kroner slår den tidligere rekord fra 2015 på 1.524 millioner kroner. Administrerende direktør, Per Asmussen, forklarer resultatet med de stigende salgstal, især på nye markeder – en udvikling, der konsoliderer Kamstrups position som verdensførende inden for digitalisering af måleløsninger.
Globalt set opnåede markederne for el- og vandmålere en moderat vækst i 2016, mens markedet for varmemålere fortsat var præget af stagnation. Til trods for den stadig stigende konkurrence har Kamstrup endnu en gang formået at øge sin globale markedsandel og opnå en rekordstor organisk vækst på 14 %.
Som et resultat af Kamstrups øgede investeringer i produktudvikling, marketing og udvidelse af virksomhedens automatiserede produktionsanlæg var overskuddet før skat på 166 millioner kroner i 2016 under resultatet for 2015 på 202 millioner kroner.
Som et svar på den stigende produktefterspørgsel åbnede Kamstrup sidste år en ny teknologifløj. Det var den fjerde udvidelse siden 2012 af virksomhedens hovedkvarter i Stilling, og opførelsen af en ny bygning til produktion og udvikling af vandløsninger er allerede godt i gang. Bygningen på over 10.000 m2 forventes at stå færdig i maj.
Kamstrup forventer, at væksten fortsætter i 2017 i kølvandet på de nævnte investeringer og produktudviklingen. Første kvartal har slået ny rekord, og året som helhed forventes at præstere et salg på over to milliarder kroner.