Coronaen har sendt chokbølger gennem dansk økonomi herunder også it-branchen. Den første uge efter nedlukningen af landet var man hos udviklingshuset Commentor også påvirket af situationen. Her har man dog formået at tilpasse sig til krisen, som ifølge CEO Michael Hove har forandret it-branchen:
– Som så mange andre virksomheder frygtede vi det værste, efter regeringen valgte at lukke landet ned. Virusudbruddet rammer nemlig bredt, og da vi servicerer både private virksomheder og offentlige styrelser, er vi i en udsat position. Vi har derfor tilpasset vores forretning, så den passer til den nye virkelighed. Og det har givet pote. Vores kunder kører således på med de i forvejen planlagte projekter, og vi oplever faktisk travlhed på hjemmekontorerne- Vi indførte et ansættelsesstop den første uge, men den er vi sidenhen blevet nødt til at sløjfe igen på grund af travlhed, og derfor søger vi igen nye medarbejdere, siger han og fortæller, at Commentor nu er nødsaget til at ansætte nye folk.
Ifølge Michael Hove har man hos Commentor øget serviceniveauet yderligere. Hos de private virksomheder er udviklingshuset således lykkes med at opretholde momentum, mens man hos de offentlige kunder oplever, at projekter bliver fremrykket:
– Helt uventet har vi faktisk fået nye kunder og formået at etablere nye projekter, hvilket vi troede var umuligt, da krisen startede. Vi har så at sige knoklet os ud af krisen. Det har vi gjort ved at sætte yderligere fokus på service og opbygning af gode relationer til kunderne. Og det er faktisk blevet nemmere under coronaudbruddet, som har givet mere plads i kundernes kalendere. Det har således resulteret i kortere beslutningsprocesser og dermed stor effektivitet, fortæller Michael Hove.
– Det skyldes i høj grad vores forretningsmodel, som bygger på længerevarende relationer og partnerskaber med kunderne. Vi havde således været hårdere ramt, hvis modellen var mere projektbaseret. Derudover leverer vi systemer, der er kritiske for kundernes organisation, som desuden vil lede til store effektiviseringsfordele, når virusudbruddet er overstået. Med krisen er der således kommet større fokus på løsninger, der beviseligt fører til effektiviseringer, mens der før krisen var stor risikovillighed, og mange satsede på mere umodne teknologier, fortsætter han.
Commentor er et dansk udviklingshus, der leverer kundespecifikke softwareløsninger til forretningskritiske systemer. Virksomheden fungerer som uafhængig it-leverandør med fokus på komplette løsninger samt udvikling og tilpasning af delkomponenter til eksisterende systemer. Commentor har tunge kompetencer inden for produktudvikling og effektivisering af eksisterende forretningsgange og leverer desuden konsulentydelser og udviklingsbistand inden for integration, portal, Cloud, IoT og application management.
Virksomheden beskæftiger i dag 84 medarbejdere og ejes af CEO Michael Hove. Se mere på http://www.commentor.dk.

