
Professor i datalogi Kim Guldstrand Larsen fra Aalborg Universitet er blevet tildelt den ærefulde og betydningsfulde ’Grundfosprisen’. Prisen er en af de helt store i dansk sammenhæng, og den gives til Kim Guldstrand Larsen for hans imponerende indsats for og bidrag til datalogien, som blandt andet tæller internationalt anerkendte industrirelevante it
løsninger.
Grundfosprisen på 1 million kroner går i år til professor Kim Guldstrand Larsen, der anerkendes for sin forskning inden for cyberfysiske systemer og sin kontinuerlige indsats for og bidrag til datalogien. Et felt, hvori han har opnået store teoretiske resultater og samtidig formået at omskabe dem til værdifulde løsninger til gavn for industrien.
– Det er en stor ære for mig at modtage den her pris. Helt særligt glæder jeg mig over, at der ikke er stramme krav til, hvad prisen skal bruges til. Det betyder nemlig, at jeg har frihed til at vurdere, hvor jeg mener pengene bedst bruges inden for mit felt. Forskning trives ganske enkelt bedst, hvis man som forsker har frihed til at forfølge det, man nu engang vurderer er bedst for forskningen, siger Kim Guldstrand Larsen.
Når komplekse embeddede it-systemer skal anvendes i industrien, er det essentielt, at de både er pålidelige og robuste. Denne udfordring har stået centralt i Kim Guldstrand Larsens karriere; en karriere der byder på flere epokegørende milepæle. Blandt de vigtigste kan fremhæves hans ph.d.-afhandling ved Edinburgh University, hvor omdrejningspunktet var formulering af teoretiske datalogiske resultater og praktisk anvendelse af disse inden for parallelle processer; udviklingen af analyseværktøjet UPPAAL i samarbejde med Uppsala Universitet og hans arbejde i forskningsenheden CISS, og senest i regi af forskningscentret DiCyPS, der støttes af Innovationsfonden og med et budget på 75 millioner kroner arbejder på at skabe pålidelige og optimale it-infrastrukturer for dataintensive cyberfysiske systemer.
Kim Guldstrand Larsen er endvidere udnævnt til æresdoktor både ved universitetet i Uppsala og ved Ecole Normale Superieure Cachan (ENS Cachan) i Frankrig. Sidste år modtog han som den første danske datalog nogensinde en Advanced Grant-bevilling på 2,5 millioner euro fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC).
Vi skal imidlertid næsten 20 år tilbage i tiden, før historien om en af Kim Guldstrand Larsens helt særlige bedrifter tog sin begyndelse; nemlig udviklingen af analyseværktøjet UPPAAL. Et analyseværktøj, der foretager komplekse tids- og ressourceanalyser af software og gør det muligt at opdage softwarefejl tidligt i processen og forudsige, hvordan et it-system vil virke.
– UPPAAL er et værktøj, som kan anvendes, når man skal planlægge sin designmission. Hvis man f.eks. ønsker at vide, hvor lang tid det tager at afvikle indlejrede softwarerutiner, så er UPPAAL simpelthen det bedste værktøj. Og det her med tiden er helt afgørende, hvis man eksempelvis designer kompliceret software til førerløse biler, hvor det ikke er ligegyldigt, hvad der sker hvornår – og hvor lang tid det f.eks. tager at udløse en airbag.

