Europæisk forskningsprojekt, hvor dataloger fra Aalborg Universitet udnytter oplysninger direkte fra husholdningerne til at gøre strømforbruget mere fleksibelt og grønt, har fået en førstepris på verdenskonference om fremtidens smarte elnet.
Hæderen fra World Smart Grid Forum 2013 i Berlin tilfalder professor Torben Bach Pedersen fra Institut for Datalogi på Aalborg Universitet og kollegerne i det EU-støttede projekt MIRABEL for ”et meget betydeligt bidrag” til fremtidens mere intelligente elforsyning. MIRABEL-projektet eksperimenterer med at udnytte oplysninger om millioner af el-kunders adfærd til at flytte en større del af europæernes samlede strømforbrug til tidspunkter, hvor leverancerne fra vedvarende energikilder er størst.
World Smart Grid Forum er primært rettet mod beslutningstagere, tekniske eksperter fra industrien og forskere fra energisektoren. Men som prisen til Aalborg Universitet og de europæiske partnere viser, er it og håndtering af store mængder digital information – såkaldt ”Big Data” – godt på vej til at gennemsyre feltet.
Konferencen og prisen i Berlin var et vigtigt skulderklap til tanker, teknik og løsninger, som Torben Bach Pedersen har arbejdet med længe.