Slemme skovbrande har det sidste år hærget over hele verden og har desværre kostet liv. Både civile og brandmænd er blevet såret i processen, og store områder er blevet evakueret på grund af brandskader. Selvom vi i Danmark har været skærmet mod de altødelæggende skovbrande, kan vi ikke se os skånet for bygningsbrande af forskelligt omfang. De værste af slagsen har kostet menneskeliv, blandt andet fordi brandmænd ikke har haft mulighed for at redde ofrene ud af de brændende bygninger.
Det har T-Systems nu tænkt sig at gøre noget ved. I samarbejde med Teiimo (et tysk wearable technology-firma) har T-Systems fremstillet en Connected t-shirt. Den varme- og svedafvisende t-shirt bruges under uniformen og er under hele udrykningen koblet til skyen, der konstant modtager data fra t-shirten. Disse data indeholder blandt andet brandmandens hjerterytme, iltbeholdning og en meget præcis GPS, der udover at følge lokalitet også måler bevægelse.
T-shirten er fyldt med sensorer, der med hjælp fra machine learning genkender brandmændenes vante bevægelser, så der kommer udslag, når bevægelserne afviger fra det normale. Kommer brandmanden eksempelvis ud for et fald, får noget ned over sig eller ligger stille i en længere periode, så opfanger sensorerne det og sender dataene til en IoT-platform i skyen. En advarsel alarmerer indsatslederen, der på sin tablet kan følge med i brandmandens vitale organers tilstand; hjerterytme, puls, kropstemperatur og iltoptag. Daler værdierne for hurtigt, kan han sende hjælp afsted.
Med Connected t-shirt slutter T-Systems sig endnu engang til rækken af virksomheder, der bruger IoT i praksis. Teknologien er længe blevet spået til at kunne gøre hverdagen nemmere, og med Connected t-shirt bliver hverdagen for brandmænd, hvis ikke nemmere, så i hvert fald langt sikrere. På nuværende tidspunkt er systemet kun blevet testet af brandvæsenet i Krefeld nær Düsseldorf i Tyskland. De er begejstrede for udstyret, og med deres og andre brandkredses anbefalinger vil det forhåbentlig snart blive sat i masseproduktion.
Datadelingen starter allerede inden, brandmændene rykker ud. Det tilhørende it-system, der er udviklet sammen med t-shirten, sætter nemlig ind, så snart alarmcentralen modtager et opkald. Med en yderst præcis GPS er det muligt at koble telefonnummeret med en adresse på den, der ringer, så alarmcentralen kan sende brandmændene afsted endnu hurtigere end før. Så snart adressen er lokaliseret, kan alarmcentralen også få plantegninger og et estimeret antal beboere frem på skærmen, som kan sendes til indsatslederen på stedet.
For de mange brandmænd i Falck og beredskabsstyrelsen kan en implementering af Connected t-shirt være et stort skridt mod en sikker digitalisering af de to instanser, og derved også en sikre brandslukning i fremtiden.
For videodemonstration af Connected t-shirt, se mere her: https://www.youtube.com/watch?v=kXu6VZyvvz8
For mere information, besøg: http://www.t-systems.dk.