Hvis man skal finde en fællesnævner for dansk industris interesse for de embeddede teknologier, så er det, at det er IoT, der styrer udviklingen af de nye applikationer. Grundlæggende bliver der ikke pillet ved den basale funktionalitet i applikationen, men mange ønsker den trådløse adgang til deres produkter med mulighed for produktopgraderinger, monitering, service og betaling. Det kræver en vis trådløs adgang, og så falder talen nærmest automatisk hen på IoT, selv om der ret beset ikke er så farligt meget nyt i trådløs M2M-kommunikation. Ændringerne på markedet er, at den trådløse ydelse er steget markant, samtidigt med, at forbrug og pris rasler ned. Kombineret med de utallige muligheder for web-adresser i IPv6-protokollen er trådløs kommunikation for selv de mest ydmyge industrisensorer blevet en mulighed, men der er fortsat en stor usikkerhed om valget af protokoller og teknologi.
LoRa-kommunikationsteknologien et fantastisk godt bud på en fremtidig kommunikationsform, der bryder med mange af de kortrækkende wifi/gateway-løsninger. LoRa er sådan set fortsat en radioprotokol, men rækkevidden er nærmest enorm (LoRa står for Long Range (WAN)). Men også en række nye mesh-kommunikationsteknologier dukker op, og Danmark er stærkt repræsenteret på dét område. Alene af hensyn til kommunikationsprotokollerne er Embedded Everywhere konferencen 18. april i IDA’s lokaler i København et besøg værd.
Igen i år er Embedded Everywheres omfattende konferenceprogram kernen i eventen med en række spændende – og ofte praktisk orienterede spor – sammensat med kyndig hånd af blandt andet Rune Domsten fra Indesmatech. Gennem sit arbejde med udvikling af intelligente elektronikløsninger i udviklingsvirksomheder som Prevas har Rune Domsten været med til at løfte de embeddede systemer fra simple mikrocontrollerstyringer til avancerede systemløsninger, og derfor har han et godt indblik i, hvilke teknologier og brancheeksperter man med fordel kan lytte til.
Læs mere om Embedded Everywhere konferencen i Aktuel Elektronik 4/2018, som udkommer 16. marts – eller se hele konferencetillægget i Aktuel Elektronik 5/2018, som udkommer 9. april.