Skibe skal med faste mellemrum sikkerhedsinspiceres af hensyn til klassificering og drift. Men det er svært at finde den rette balance mellem regelmæssige inspektioner og inspektionsomkostningerne for at forebygge korrosion, alvorlige skader eller endda katastrofale fejl på skibe. Indtil nu har droneinspektion krævet menneskelige piloter og specialister, ligesom inspektionen alene har været baseret på visuelle input.
Den opgave skal nu overtages af intelligente droner, som er langt mere præcise og effektive end mennesker, når det kommer til inspektion af skibe.
Målet for projektet Inspectrone, som Innovationsfonden har investeret i, er at udvikle et selvstyrende system, som skal benytte mange forskelligartede sensorer (både visuelle og berøringsbaserede, fx ultralyd), der skal levere konsistente og regelmæssige inspektionsdata. Teknologien vil ultimativt kunne blive benyttet inden for flere forskellige områder, hvor der kræves inspektion af lukkede, farlige og andre sværttilgængelige områder.
En af projektparterne, FORCE Technology, har udført donebaseret inspektion i en årrække Virksomhedens ultralydssystemer er blandt verdens førende til inspektionsbrug. Ved hjælp af kunstig intelligens vil DTU finde frem til fejl på billeder, og via berøring kan teknologien lade dronerne registrere sine omgivelser. En anden af parterne i projektet, Lloyd’s Register, besidder den bedste knowhow, hvad angår den strukturelle beskaffenhed af skibe, og vil derfor kunne sikre, at den dronebaserede inspektion leverer tilfredsstillende resultater. Dampskibsselskabet NORDEN A/S er et af de mest innovative rederier og skal levere de skibe, som projektets droner skal oplæres og testes på.
Formålet med projektet er således at skabe et brugervenligt system, der ikke kræver ekspertbrugere, og som kan levere objektive og nøjagtige inspektioner på egen hånd.
– Et system, der indeholder menneskelige egenskaber, men som samtidig er mere præcist og objektivt, vil kunne revolutionere skibsinspektioner. Systemet er ikke omkostningstungt og kræver heller ikke eksperter, da der blot skal trykkes på en knap på et skærmbillede. Systemet kan udføre regelmæssige inspektioner og levere vitale oplysninger om skibes sundhedstilstand. Jeg er overbevist om, at denne teknologi vil kunne give den danske inspektions- og skibsindustri en førende position på markedet, siger Evangelos Boukas, universitetsadjunkt ved DTU.
Fakta:
• Innovationsfondens investering: 11,8 mio. kr.
• Samlet budget: 19,4 mio. kr.
• Projektets varighed: 3 år
• Projektets officielle titel: Inspectrone – Autonomous and high-level commanded system for remote inspection of marine vessels to support classification and com mercial operations.
Kontakt:
• Evangelos Boukas, Adjunkt, DTU, mail: mailto:evbou@elektro.dtu.dk
• Michael Rosenberg, Vice President, Development, FORCE Technology, mail: mailto:miro@force.dk