Flere har måske undret sig over Infineons annoncerede opkøb af konkollegaen Cypress. Men hvis man kigger på opkøbet gennem tyskorienterede og automotive briller, så giver det hele nok mening alligevel:
Infineons planlagte overtagelse af Cypress Semiconductor til en værdi af 10 mia. USD vil nemlig gøre Infineon til verdens største producent af Automotive komponenter. De fusionerede firmaer overgår den nuværende markedsleder NXP og giver det tyske firma en stærkere position på de kritiske markeder for infotainment og avancerede førersystemer (ADAS).
De fusionerede virksomheder ville få en markedsandel på 11,9 procent og en omsætning på 4,9 milliarder dollars. Det overstiger NXPs 10,8 procent andel og 4,5 mia. USD omsætning i 2018.
Infineons styrke ligger inden for især effektkomponenter, mens Cypress står stærkt inden for især memories, herunder SRAM og NOR-flash, der bruges bredt til Automotive applikationer. Cypress tilbyder også en ny memory-teknologi kaldet ferroelektrisk RAM (F-RAM), som kombinerer non-volatil datalagring, typisk forbundet med NAND flash, med den høje ydelse, som RAM-memories står for. De kombinerede egenskaber gør F-RAM egnet til Automotive infotainment-systemer.