Flere end hvert femte IDA-medlem føler sig stressede. For en stor dels vedkommende skyldes stressbelastningen et konstant pres fra høj arbejdsmængde og manglende ledelse. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra IDA.
Den tydelige årsagssammenhæng kommer til udtryk i en ny medlemsundersøgelse blandt 2.086 medlemmer, der alle er lønmodtagere. I undersøgelsen svarer 21 pct., at de ”hele tiden” eller ”ofte” har følt sig stresset indenfor de seneste to uger.
Samtidig svarer flere end 6 ud af 10, at de ”ofte” eller ”altid” oplever et højt arbejdstempo og et stort tidspres i deres arbejde. Konsekvenserne af det høje tempo og tidspresset er, at 51 pct. af dem, der konstant oplever det pres, har følt sig stresset indenfor de seneste to uger. Omkring en ud af fem af dem, der ofte er mødt af høje krav kombineret med tidspres, har været stresset indenfor de seneste 14 dage.
Ifølge Eva Jakobsen, arbejdslivskonsulent i IDA, er udbredelsen af stress blandt medlemmerne bekymrende højt:
– Disse tal ligger på et højere niveau end de landsgennemsnit, som fx Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø kommer frem til i deres landsdækkende undersøgelser. Det er bekymrende, og det viser, at mange vidensarbejdere har virkelig ondt i arbejdslivet. De opgaver, som ingeniører, cand.scient.er og it-specialister sidder med til hverdag, er ofte ret komplekse og kræver tid og grundighed. Manglen på arbejdskraft gør, at mange skal løse flere kollegers arbejde på samme tid og gennem længere tid. Hvis vi ikke kan se en ende på belastningen, og vi ikke kan få lov at løse vores opgaver tilfredsstillende, så går det ud over motivationen, evnen til at løse opgaven og trivslen, siger hun.
Undersøgelsen viser også, at manglende ledelse og høj arbejdsmængde går ofte hånd i hånd. 31 pct. angiver, at deres leder slet ikke eller kun i lav grad sikrer løbende prioritering af arbejdsopgaverne. Og blandt denne gruppe oplever 40 pct., at de ofte er bagud med arbejdsopgaverne.
– I et job, hvor man i høj grad er selvledende, som IDAs medlemmer ofte er, så kræver det, at man er supergod til at tage vare på sig selv og rækker fingeren i vejret og melder ud, at nu er jeg presset, jeg har været det i lang tid og har brug for hjælp eller en periode med mindre intensivt arbejdspres. Men der ligger også et dilemma i de meget selvledende arbejdsformer, at det kan være svært at vide for den enkelte medarbejder, hvornår noget er godt eller godt nok, og det kan være svært for medarbejdere og ledere at få en konstruktiv dialog om forventninger og feedback på komplekse arbejdsopgaver, fortæller Eva Jakobsen.
Hun minder om, at distancearbejde og de hybride samarbejdsformer, vi har taget til os efter coronanedlukningerne, kan gøre det svært både for ledere og medarbejdere at finde ud af, hvornår læsset er ved at vælte.
– Ingen ledere er tankelæsere, og det kræver tillid og tryghed og en god relation at kunne fortælle sin leder, når man har brug for hjælp eller ikke kan levere. Og når det først er ved at gå galt, kræver det, at lederen har et ledelsesmæssigt rum og tager ansvaret med at hjælpe medarbejderen med at prioritere og fjerne belastningerne. Det er sjældent en enkelt persons skyld, når en medarbejder får stress, men det er vores alles ansvar at gøre noget ved stress på arbejdspladsen, slutter Eva Jakobsen.
