Det er med 30 års erfaring fra it-branchen og stor indsigt i samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv, at 62-årige Søren Damgaard efter nytår tiltræder som ny innovationsdirektør på Aalborg Universitet (AAU). Søren Damgaard kommer fra en stilling som afdelingsdirektør hos it-giganten IBM, hvor han bl.a. har været ansvarlig for at outsource it-leverancer for nogle af koncernens største kunder.
Søren Damgaard har desuden en baggrund i forskningens verden. Han er uddannet lic.scient. i fysik fra Aarhus Universitet og har arbejdet en årrække hos forskningscentret CERN i Schweiz. Han har i en årrække været formand for it-branchens og ITEK’s (DI Digital) forsknings- og uddannelsesudvalg og har siden 2012 været medlem af Dansk Industris forskning- og uddannelsesudvalg.
I en årrække har han derudover været udpeget til flere programkomiteer under Det Strategiske Forskningsråd og Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd samt ministerudpeget formand for Naturvidenskabeligt Uddannelsesråd. Siden januar 2014 har han også været medlem af Akkrediteringsrådet.
Som ny innovationsdirektør bliver Søren Damgaard chef for en stærkt opprioriteret innovationsafdeling på AAU, hvor han får det øverste ansvar for universitetets omfattende innovationssamarbejde med virksomheder og organisationer. Afdelingen får på længere sigt til huse i det planlagte prestigebyggeri AAU Science and Innovation Hub, som A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har doneret 100 millioner kroner til.