
I morgen, tirsdag 6. september, og de efterfølgende to dage går det løs for E-16 i Odense Congress Center. Som status er for dansk elektronikindustri for tiden, giver det rigtig god mening af besøge messen, der med sine mange live-demoer og et spækket konferenceprogram er klar til klæde branchens folk på til fremtiden.
Og uanset, om man arbejder med udvikling, produktion eller test af – endsige handel med – elektronik, så er der rigtig meget nyt at kigge på i løbet af messens og konferencens tre dage.
Lige så vigtigt er muligheden for at networke på tværs af generationerne i industrien, og aktiviteterne i og uden for hallerne kan sagtens føre til spændende møder mellem etablerede virksomheder og disruptive ideer.
Blandt de spændende nye muligheder i branchen er de mange IoT-baserede teknologier, der bliver implementer i alle områder lige fra smart metering over smart grid til healthcare- og tracking-elektronik. Også de mange danske robotinitiativer vil blive behandlet indgående i løbet af messens tre dage. Ikke overraskende, da Odense er blevet et hot-spot for robotudvikling og -produktion.
Glem så ikke, at rigtig mange betydende branchefolk mødes på Aktuel Elektroniks stand hen under eftermiddagen, hvor vi lukker op for en række spændende kult ølprodukter – og samtaler af varierende tyngde…

