
Inden for to år vil halvdelen af alle danske husstande have adgang til superbredbånd med hastigheder på op til en gigabyte per sekund. Lynhastigheden bliver gjort muligt via en opgradering af TDC’s eksisterende kabelnetværk, som teknologivirksomheden Huawei kommer til at stå for. De nye superhastigheder bliver motoren for fremtidens smarte hjem og digitale underholdningstjenester, som allerede er under hastig udvikling.
I dag har TDC Group og Huawei annonceret en samarbejdsaftale, der indebærer, at Huawei vil stå for en opgradering af TDC’s kabelnet. Opgraderingen gør det muligt for YouSee-kunder at modtage bredbånd med downloadhastigheder på helt op til 1 GB/s. Opgraderingen bliver igangsat i sidste halvdel af 2016 og forventes færdig inden udgangen af 2017, og dermed bliver Danmark det første land i verden, der opgraderer et helt kabelnet til ”Giga COAX” og dermed kan tilbyde superhastigheder over kabelnetværk til glæde for danskerne.
Fra TDC Group’s side er der også stor tilfredshed med aftalen, der betyder, at allerede inden udgangen af år 2017 vil halvdelen af alle danske husstande have adgang til en hastighed, der er 10 gange hurtigere end den politiske målsætning for år 2020.
Som gennemsnitlig bruger af internettet i 2016 kan man måske undre sig over, hvad man skal bruge hastigheder på 1 GB/s til, men efterhånden som flere og flere enheder i hjemmet kobles på internettet og streamingtjenester i højere grad begynder at tilbyde streaming i 4K og 8K, bliver det en nødvendighed med så stærke forbindelser.
Aftalen er en seksårig kontrakt, hvor Huawei har fået til opgave at opgradere alt udstyret i selve nettet og sikre kapaciteten i perioden. Det vil fortsat være TDC selv, der står for servicering af nettet.

