Enhver udstillers våde drøm må være, at interessen for produktet er så stor, at det er svært at få plads til folk, endsige at få dem til at gå igen. Og begge scenarier var faktisk, hvad IDA oplevede i forbindelse med de faglige talks, som IDA havde på programmet ved dette års Technomania på hi-messen.
Til flere af oplæggene blev det nemlig nødvendigt at skaffe flere siddepladser. Et af de helt store trækplastre var bl.a. udvikleren og futuristen Brad Templeton, hvor det blev nødvendigt at hente ekstra stole ind for at få plads til alle interesserede. Og til en tech talk om exoskeletter, blev folk hængende længe efter, at seancen var slut for at få stillet nysgerrigheden.
– På forhånd vidste vi godt, at der var stor interesse for oplæggene. Inden vi åbnede Technomania om morgenen 2. oktober, var der omkring 1500 forhåndstilmeldinger til de faglige talks. Men i det hele taget er vi super glade for interessen for Technomania generelt. Kombinationen af de mange talks og spændende udstillere appellerede i høj grad til publikum, siger en tilfreds Lene Christensen, der er direktør for Teknologi, Netværk og Kompetence i Ingeniørforeningen, IDA.
IDAs Technomania blev afviklet over to af hi-messens 3 åbningsdage, nemlig den 2. og 3. oktober.