
Det er netop blevet offentliggjort, at det bliver København, som skal lægge rammer til, når ICANN (Internet Corporation for Assigned Names and Numbers) afholder deres næste årlige globale konference 11.-16. marts 2017. På konferencen mødes mere end 2.000 af verdens førende internetinteressenter for at drøfte, hvordan internettet styres i fremtiden.
Konferencen afholdes af Erhvervsstyrelsen, Dansk Internet Forum og Wonderful Copenhagen. Konferencen er åben for alle interesserede.
Ifølge erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen er det er positivt for dansk erhvervsliv, at ICANN har valgt at holde deres næste konference i København. Alle dele af samfundet, ikke mindst erhvervslivet, er afhængig af, at vi har et globalt, frit og åbent internet, som alle brugere kan have tillid til. Og styringen af internettet er afgørende for, hvordan vi forvalter dette globale fælles gode.
ICANN er en international non-profit organisation baseret i USA, som varetager den overordnede styring af internettet. ICANN varetager bl.a. administrationen af domænenavne (fx .dk og .com) og IP-adresser på globalt plan. ICANN er en såkaldt multistakeholder organisation. Beslutninger, der bliver truffet af ICANN’s bestyrelse, baseres på input fra internetsamfundets interessenter, der er repræsenteret i ICANN’s underliggende interessentgrupper og rådgivende komiteer. Alle interessenter kan deltage i dialogen om styringen af internettet.
USA har for nyligt besluttet at overgive den sidste kontrol med centrale dele af internettets funktioner til ICANN og det globale internetsamfund.

